Træt af at vaage,
Lukkedes snart mine Øjenlaage:
I Søvnens Arme saa trygt jeg hvilte,
Da Drømmens Engel stod for mig og smiilte,
Og førte ved Haand
Et yndigt Billede frem for min Aand!
. . . Let kunde jeg kjende —
Et Billed’ af Hende! . . .
Den skjønneste Dragt:
I yndige Former var lagt
Det blødeste flammende,
Dog ikke brammende,
Blomstrende Silkevandt;
Og ziirlig hun bandt
En Egeløvs-Krands om de yndige Lokker,
Kastanie-brun –
Hun seer mig at blunde,
Hun fæster paa mig de mørke dunkle
Øjne – som livligen funkle;
Som Stjerne de tindre,
Og tænde et Lys i mit Indre! –
I Drømme ophøjet
Jeg drak saa begjærlig af Øjet,
Jeg frydedes højt ved at finde
Mit eget Billed’ derinde! –
— – Hun nærmede sig,
Jeg saae, at hun gjerne betragtede mig;
Jeg maatte velsigne
Af Hjertets Grund
Den salige Stund,
Da hendes Blikke de mødte mine!
– Hvert yndigt Smiil
Var i mit Hjerte en flammende Piil,
Som end man tændte
Det Hjerte, som forud saa lønligt brændte!
– Drømmen blev ved:
Ved Lejet Hun knælede ned,
Og langsomt hun førte
Sin Haand over Lejet – berørte
Mit glødende Hjerte . . . .
– Og ved en lysende Kjerte
Læste hun glad i mit Blik –
Smilede atter – og gik! . . . . .
– – Strax følte jeg dybt i min Sjæl et Savn
Og kaldte højt paa det elskede Navn . . .
Da vaagnede jeg op af Nattens Blund,
— — Jeg drømte kun! . . —
Dines Pontoppidan “Tanker i Fritimer” (1834)