Man kan si det er en annen type globalisering: forfattere og skribenter som faller i unåde for sine skrifter blir jaget vilt over hele verden. Det gjelder spesielt kritikere av islam på en eller annen måte. Forfølgelsen kommer fra stater og rike personer, og fra mobben i gatene.
Bent Blüdnikow, en av Danmarks fremste journalister, har en oversiktsartikkel i Berlingske, der han trekker frem to eksempler.
Fatwaen mot Salman Rushdie var nylig 20 år. Det var et eksempel på hvordan totalitær religion gjorde krav gjeldende over hele kloden: i dette tilfelle en dødsdom og drapsordre, som ble forsøkt effektuert i Oslo i 1993. Kommunikasjon, reising, varehandel, finanser er blitt globale. Men Khomeini viste at også islam var global i sin maktutøvelse – på bekostning av andre menneskers frihet.
Det ene av Blüdnikows eksempler er lite kjent, men av desto større betydning:
Saudi-Arabia bruker sine ressurser til å stoppe munnen på brysomme kritikere. I dette tilfelle gikk de til sak i Storbritannia mot en bok som var utkommet i USA, og vant saken! Det åpner helt nye og skremmende perspektiver for innskrenking av pressefriheten.
Allerede nu kæmpes der om retten til at sige og skrive sin mening. En af de sager, der har tiltrukket sig opmærksomhed, er forsøget på at få forbudt Rachel Ehrenfelds bog »Funding Evil«. Ehrenfeld er en amerikansk skribent, der i sin bog forsøger at vise, hvordan moderne islamisk terrorisme finansieres af arabiske regimer. En saudiarabisk rigmand ved navn Khalid bin Mahfouz anlagde sag ved en engelsk domstol for at få hende dømt for injurier, selv om hendes bog slet ikke var udsendt i Storbritannien. Men den engelske domstol godkendte søgsmålet, og Rachel Ehrenfeld blev dømt.
Mafouz er ikke hvem som helst men den tidligere ejer af den største bank i Saudi Arabien og er nu den saudiarabiske kongefamilies personlige bankmand. Han brød sig ikke om Rachel Ehrenfelds afsløringer af, hvordan terrorismen i Vesten bliver finansieret af penge fra Saudi Arabien.
Sagen har vidtrækkende perspektiver, for hvis en amerikansk eller for den sags skyld dansk bog kan dømmes for injurier eller blasfemi ved et andet lands domstol, er der åbnet for, at private søgsmål kan stoppe bogudgivelser, fordi forfattere og forlag af frygt for retssager undlader publikation. For at forhindre den tilstand indførte staten New York i maj 2008, som følge af Rachel Ehrenfeld-sagen, en lov, der sikrer forfattere beskyttelse mod domme i lande, hvis love ikke er i overensstemmelse med den ytringsfrihed, som den amerikanske forfatning sikrer.
Det andre tilfellet er mer “klassisk”, men likevel frapperende: en artikkel i Storbritannia utløser raseri og trusler i India, når den gjenopptykkes i en indisk avis.
Den venstreorienterede forfatter Johann Hari, der skriver kommentarer i bl.a. den engelske avis Guardian, fortæller i februar 2009, hvordan vold lynhurtigt opstår på den anden side af jordkloden. Han havde skrevet en kommentar i tidsskriftet New Statesman i januar i år. Heri slog han et slag for ytringsfriheden og kritiserede FN, fordi det gennem muslimske regimers pres mod institutionen er blevet til et våben mod ytringsfriheden. I artiklen skrev han så de famøse ord: »Alle mennesker fortjener respekt, men ikke alle ideer fortjener det. Jeg respekterer ikke den idé, at en mand var født af en jomfru, gik på vandet og genopstod fra de døde. Jeg respekterer ikke den idé, at vi skal tilbede en »profet«, som i 53-års alderen havde sex med en ni-årig pige og beordrede mord på hele landsbyer med jøder, fordi de ikke ville følge ham.«
En indisk avis trykte avisartiklen. Det skulle den ikke have gjort, for samme nat startede 4.000 muslimer en demonstration foran avisens kontorer og krævede redaktøren og Johann Hari arresteret – eller det der var værre. Det medførte kaos i Calcutta. To dage efter blev chefredaktøren og udgiveren arresteret, og de er tiltalt for med vilje at udsprede ondskabsfuldheder med den hensigt at krænke religiøse følelser. Johann Hari er blevet advaret mod at rejse til Calcutta, hvor han risikerer at blive arresteret – for en artikel han altså skrev i England.
Presset mot ytringsfriheten har økt, konstaterer Blüdnikow. Det er derfor bestrebelsene i FN på å forby religonskritikk som blasfemi er så farlige. Det vil virke som en legitimering av sensur og vold ovenfra, fra det internasjonale system, selv om det ikke skulle ha lovs kraft.
Dette forsøg på at internationalisere angrebet på forfattere og meningsmagere gør Durban II konferencen så vigtig, for selv om en eventuel vedtagelse i FN-regi af forbud mod religionskritik ikke forpligter de enkelte lande til at retsforfølge religionskrænkere, så vil det dog forstærke censurtilhængeres argument og gøre det muligt for dem at rejse tiltale ved domstole over hele verden med henvisning til vedtagelser i FN-regi.
Burde man ikke forvente at det internasjonale samfunn snarere gikk sammen om å beskytte det frie ord, og ikke innskrenke det?