Danmark ligger langt foran oss i debatt om hijab på offentlig ansatte. Der har man konsentrert seg om hijab på dommere. Konklusjonen ble at en dommer ikke kan bære hijab, da det vil komme på tvers av prinsippet om nøytralitet, enten det nå er fordi man forventer positiv særbehandling, eller reagerer negativt. Det er lagt frem en lov om forbud mot hijab.
I Norge agerer regjeringen uten debatt: på egen hånd innfører man hijab, selv om Politiets Fellesforbud er sterkt imot. Det er samme type selvtekt som i blasfemisaken. Man ønsker åpenbart ikke debatt om viktige og brennbare temaer, men foretrekker å styre via dekreter som proklameres. Det er bestemt. Punktum. Men dette gjelder arbeidssituasjonen for tusenvis av mennesker, og det gjelder publikums forhold til offentlige tjenestemenn.
Retten til et embede er ikke en borgerlig rettighed.
Af Peter Garde, kriminaldommer i Hillerød 1983-2008
Det fremsatte lovforslag om forbud imod synlige tilkendegivelser om politisk og især religiøst tilhørsforhold hos dommere har fremkaldt en række indlæg fra fungerende og pensionerede dommere, senest fra forhenværende højesteretspræsident Niels Pontoppidan i WA den 9. januar, uden undtagelse stærkt kritiske over for forslaget.
To argumenter fremføres. For det første, at spørgsmålet burde overlades til domstolene selv, enten Domstolsstyrelsen eller retspræsidenterne, særligt efter domstolsreformen af 1999, hvis formål var at bestyrke domstolenes uafhængighed af den udøvende magt, læs: Justitsministeriet. For det andet, at en sådan lov vil stride imod særlig troende muslimske kvinders religionsfrihed, hvis de ikke må bære tørklæde i retten, hvorfor forslaget krænker både Grundlovens § 70, hvorefter ingen må fratages adgangen til den fulde nydelse af borgerlige rettigheder på grund af den pågældendes trosbekendelse, og den europæiske menneskerettighedskonventions § 9 om religionsfrihed.
Jeg er uenig i begge henseender. Dommerens ydre fremtræden er ikke et rent internt spørgsmål for retsvæsenet, som kan løses ved et cirkulære fra Domstolsstyrelsen eller en vedtagelse i den enkelte rets dommerkollegium, men noget der vedrører både domstolene selv og de udefrakommende, i virkeligheden hele samfundet, og derfor med rette nu afgøres ved lov.
Reformen af 1999, særligt oprettelsen af Dommerudnævnelsesrådet, tilsigtede nok en svækkelse af Justitsministeriets kontrol med retterne, men under ingen omstændigheder en svækkelse af Grundlovens § 64, hvorefter domstolene er underlagt loven.
Med hensyn til lovforslagets indhold kan der næppe være tvivl om, at elementer af religiøst begrundet beklædning, først og fremmest den muslimske kvindes tørklæde , hos sagens parter eller vidner kan fremkalde en frygt for, at uvedkommende hensyn vil kunne influere på sagens behandling.
Der findes næppe situationer, der i så høj grad symboliserer magt, som netop retssalen, og de personer, som har fået betroet denne magt, bør fremtræde på en sådan måde, at ikke den mindste mistanke om uvedkommende hensyn må kunne opstå. Ofte bestemmer de mødende ikke selv, om de vil komme, særligt ikke de tiltalte i straffesager, og netop derfor er hensynet til disse særligt stærkt.
Ret beset går risikoen begge veje. Den muslimske kvindelige dommer med hovedtørklædet vil i en sag med en tiltalt med muslimsk baggrund både være under mistanke for at være for mild over for trosfællen og for streng over for den trosfælle, der har svigtet. I begge tilfælde utvivlsomt uberettiget, men det kan være svært at få parterne til at skatte dette.
Argumentet religionsfrihed må jeg afvise. Jeg kan umuligt se Højesteret omstøde den kommende lov under henvisning til Grundlovens § 70; retten til et embede er ikke en borgerlig rettighed, og selv om det måtte være tilfældet, bæres loven af solide praktiske hensyn.
Påberåbelsen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er endnu svagere, da der allerede er praksis i den europæiske menneskeretsdomstol, der godkender tørklædeforbud, særligt den af alle menneskeretsjurister kendte Dahlab-sag fra 2001, der godkendte afskedigelsen af en schweizisk småbørnslærerinde, der trods forbud fortsatte med at bære islamisk tørklæde . Begrundelsen for denne dom - at lærerinden er en myndighedsperson over for børnene - gælder så meget desto mere dommeren og i virkeligheden også anklageren.
Jeg kan endelig ikke se, at der er grund til at kritisere, at lovforslaget fremkommer allerede nu, hvor der endnu ikke er tegn i sol og måne på, at dygtige yngre muslimske kvinder aspirerer efter dommerembede. Så meget desto bedre: En lov, som rammer en enkelt konkret person, ville være kritisabel, medens en lov, som allerede foreligger, når den unge juridiske kandidat planlægger sin karriere, er ubetænkelig.
Jeg må derfor tage afstand fra den rejste kritik imod den vigtigste del af lovforslaget. Derimod er jeg aldeles enig i kritikken af den foreslåede kappetvang i byretterne.
Weekendavisen 16.01.2009
Leave a comment