Hva man ikke kommer utenom

Torben S. Hansen utgjør en del av trekløveret som skrev boken "I krigens hus", sammen med Helle Merete Brix og Lars Hedegaard. Boken var en brutal oppvåkning, selv i 2003. I dag vet vi langt mer, men fremdeles er det slik at erkjennelsen ønsker å glippe tilbake til tidligere tiders uskyld. Man skal ikke bare fnyse av bekvemmelighet, det ligger en dyp uvilje hos menneskene mot å entre et fiendtlig territorium og utsette seg fare. Det hjelper ikke om man sier at det som kommer, kommer uansett om man lukker øynene eller holder dem igjen.

Torben S. Hansen har gjort mange ting i sitt liv. Han var i Iran under revolusjonen og har beskrevet hva han så. I dag forstår han hva som foregikk foran øynene hans. Hansen var den gang venstreorientert, som mange av oss. Det gir ham bedre forutsetninger for å forstå det grep som dagens politisk korrekte har over sinnene. Det er ikke lenger en vanlig venstreside. Den som lytter til Audun Lysebakken vil forstå at han ikke utgjør noen stor fare. Det er gammel, muggen grøt. Muren står fortsatt. Det er det vamle, utflytende politisk korrekte som er vanskeligere å få has på. Det bygger på det gode, er mot det onde, og fungerer dikotomisk: menneskene kan stå på den riktige siden. Det gjelder bare om å velge. Smaksdommerne forteller hva som er hva. Dette er en langt vanskeligere materie å trenge gjennom en gammelsosialistiske floskler.

Hansen har nettopp gått av med pensjon og er intervjuet av bladet "Danskeren".

For at starte med begyndelsen, - hvad skal vi med historien?

- Vi kan lære, hvad vi ikke skal gøre. Fortiden kommer selvfølgelig ikke igen, men visse kræfter – lidenskaber – er simpelthen mennesket iboende, evige. I Tolkiens eventyr siger en elverkvinde, at mennesker “frem for alt ønsker magt”. Denne store sandhed glemmer eller fortrænger især venstrefløjserne og de “politisk korrekte” akademikere, men desværre også en del yngre liberalister på direktionsgangene. Magtstræb kan betragtes som en slags naturkraft, og for demokratisk sindede borgere er det kolossalt vigtigt altid at holde skarpt øje med politik og politisk indoktrinering - i dag især den søde snak om nødvendigheden af at lade Europa stå åben for en folkevandring fra ikke-fungerende samfund med håbløse økonomier og endnu mere håbløse kulturer. Men netop dette forsømmer de mange solide samfundsstøtter, som hovedsageligt stemmer V og K. De koncentrerer sig om at tjene penge, mens medier og undervisning stort set er overladt til folk, der tilstræber ødelæggelse af national suverænitet og Europas arabisering. Folkeskolen og gymnasiet leverer elendig undervisning om islam. Børn og unge får intet at vide om jihad og sharia og den bestialske kvindeforagt - trods oplyste araberes egne undersøgelser af elendigheden i de to FN-rapporter om “Arab Human Development Report”. På universiteterne mangler seriøs forskning i islam. Indtil fornylig var det næsten kun Mehmet Necef i Odense og Tina Magaard i Århus, der gjorde et ordentligt stykke arbejde. For nylig er der så kommet en center for forskning i islamisme og radikalisering på Aarhus universitet - syv år efter 11. september 2001! Jeg håber, disse folk vil tage sig sammen og studere andre end de rabiate smågrupper og tage fat på alle slynglerne - også dem med jakkesæt og hykleriske fraser. Men foreløbig frygter jeg, at de omhyggeligt vil gå uden om hele den kriminelle kultur og de store bevægelser som det Islamiske Broderskab.

Hvilke hovedstrømninger findes der i dag indenfor historieforskningen?

- Især i undervisningsmaterialet findes en politisk dagsorden med klar antinational og dermed antidemokratisk slagside. Efter universiteternes marxistiske anfald kom en bølge af verdensfjern moralisme, som præger mange yngre historikere. De forstår ikke, hvad krig indebærer og vil eksempelvis gerne pege fingre ad modstandsbevægelsens stikkerlikvideringer under den tyske besættelse. De fatter ikke dybden af den islamiske radikalisering, og de skriver ideologiske lærebøger for gymnasiet og folkeskolen. De har i stedet et budskab, som kort fortalt går ud på at advare eleverne mod racisme og fascisme i den ikke-akademiske befolkning – underforstået Pia Kjærsgaard og andre kritikere af islamisk fanatisme. Sådan er det over hele Vesten, og allerværst i USA. Ideologiseringen handler om svulstige hensigtserklæringer fra undermålerne i EU-apparatet, og den rammer alle dele af undervisningen, hvor der er et udbredt ønske om at fordømme nutidig “vestlig imperialisme” og “had mod forkert hudfarve”. Her er den fortærskede floskel globalisering et centralt begreb. På den anden side arbejder historikere også sagligt med helt andre emner, men de er ikke altid så relevante som EU’s hærværk eller den islamiske belastning og trussel.

Er der gensidig respekt mellem repræsentanterne for hovedretningerne?

- Hovedretningen på de humanistiske og samfundsfaglige institutter er den såkaldte Frankfurterskole, “socialkonstruktivisme” og “diskursanalyse”. Meget af det er højtideligt volapyk. Værst er selvfølgelig den førnævnte moralisme, der lever højt på at forsage forlængst afdøde slyngler som Hitler og Mussolini og lader, som om deres arvinger udgør en overhængende fare. Du kan gå en tur i de akademiske boglader og se udvalget. De er fyldt med Foucault og Habermas, som de stakkels studenter altså skal læse til eksamen. Den første var efter min mening bindegal, mens den sidste absolut har noget at byde på. Men på baggrund af sin tid i Hitlerjugend hang han meget længe fast i et idealbillede af 100 procent rationelle og tolerante borgere, der formodes at at “føre dialog”, så der ikke sker flere ulykker. Jeg tør ikke sige, om socialkonstruktivisterne respekterer forskere, der benytter andre paradigmer. Habermas gør i hvert fald, men en del af hans mange eftersnakkere har det svært med tolerancen – og især nysgerrigheden. Jo tungere moralismen belaster dem, desto lavere er der til loftet. Derfor kan de ikke tolerere, at der kastes lys på kommunismens rædsler – som Bent Jensen og den franske François Furet har gjort. Så disse kætteres bøger står ikke på hylderne.

Hvor ligger du selv placeret?

- Først og fremmest tilhører jeg en klasse af letvægtere i forhold til Bent, der har bedrevet grundforskning, så det basker. Fagligt har jeg som sagt gravet mig ned i den spanske verden, og jeg er blevet grundigt træt af den republikanske side i den spanske borgerkrig, Che Guevara, Nicaraguas sandinister og andet revolutionsbarbari, som jeg selv abonnerede på i 1970’erne. Den, der tjener revolutionen, pløjer havet! Denne bitre selverkendelse skrev den store revolutionshelt Simón Bolívar kort før sin død i 1830. Han var hovedansvarlig for Sydamerikas løsrivelse fra Spanien og det efterfølgende kaos, men intelligent og hæderlig nok til at indse sin egen dårskab. Da jeg var yngre, ville jeg som alle venstreorienterede frelse verden. I dag må jeg tilslutte mig Enzensbergers opfordring til at skåne verden - det betyder især at skåne og forsvare civilsamfundet og friheden i Danmark og Vesten mod et dødsensfarligt eksperiment, iværksat af blinde og døve embedsmænd og politikere. Derudover tilstræber jeg at efterleve historiefilosoffen José Ortega y Gassets anbefaling: Stil gode spørgsmål. Så er der en chance for at få gode svar!

Hvordan overlever man i opposition til hovedstrømningen? Kender du eksempler på berufsverbot?

- Den, der søger et phd.-stipendium, gør klogt i at vælge et harmløst emne og levere “nice-to-know-research”. På universiteterne er er masser af eksempler på, at forskning i indvandring, kultursammenstød, religiøs radikalisering, klanmentalitet og lignede kalamiteter ikke tillades. Det er naturligvis ikke nedskrevet, men afgøres i de udvalg af “old buddies”, der behandler ansøgninger. Historikeren Kim Møllers “forkerte” specialopgave er et godt eksempel. Han tillod sig den frækhed at påvise Jørgen Bæk Simonsens ideologiske skævhed, og det slipper man normalt ikke ustraffet fra. Så der er masser af berufsverbot.

Du anser krig for at være et vigtigt emne for historieforskning. Hvorfor?

- Clausewitz gjorde opmærksom på, at “krig er politik med andre metoder”. Krig vil altid plage den såkaldte “menneskehed”, netop fordi denne aldrig i praksis er en aktør, men tværtimod opdelt i små og store grupper, der ofte har modstridende interesser. Og som en af paragrafferne i Murphy’s lov siger: Det, der kan gå galt, vil gå galt på et tidspunkt, og så flyder der blod. Mennesket som art har simpelthen en konstruktionsfejl, som de kristne kalder arvesynd, mens buddhismen taler om dysfunktion. Det er lige meget, hvad du kalder denne medfødte skavank. Det kan ikke undgåes, at mennesker forårsager ulykker. Hjernen er simpelthen for stor. Krig kan ikke adskilles fra politik, altså magtstræb i en eller anden udgave, og magten i form af offentlig myndighed er selve kernen i historisk forskning. Men i flere generationer har der på danske universiteter været en modvilje, når det gælder systematisk undersøgelse af vold. Det svarer til, at det medicinske fakultet helst ville undgå kræftforskning.

USA er næsten konstant i krig et eller andet sted.

- Det er en “gårdvagt”, der bliver mere og mere uvillig til at uddele smæk til de slemme drenge. USA opstod i en antiimperialistisk befrielseskamp, og har siden skabt en politiske kultur og en økonomi, der er dybt præget af denne antiimperialisme. Det er tydeligt, at aktørerne – både de politiske beslutningstagere og kapitalisterne - har en kort hukommelse og et kort perspektiv, modsat de gamle imperialistiske magter som Spanien, Frankrig, Storbritannien og Rusland. Når amerikanerne går i krig, begynder de altid med at dumme sig i lange baner. Det var tilfældet i Koreakrigen, i Vietnam og igen i invasionen af Iraq i 2003. Det interessante er så, at efter et par år finder de ud af, at deres tropper må ændre taktik, og faktisk har de i kraft af taktiske ændringer vundet krigen i Iraq i dag. Udviklingen i Latinamerika, som jeg har fulgt siden begyndelsen af 1970’erne, viser noget tilsvarende. Det, der blev kaldt “US-imperialisme” har især betydet en svækkelse af de gamle hierarkier og åbnet for vestlig kapitalisme, skønt der stadig er lang vej til en fri markedsøkonomi. Men generelt er en informationssøgede mellemklasse på vej frem, og det kommunistiske massehysteri fænger ikke mere. Det kan aflæses i det aktuelle besvær, som generer Venezuelas Castro-forherligende tyran Hugo Chávez. Et andet eksempel er den positive udvikling i Colombia, hvor de old-stalinistiske massmordere i FARC er på retur.

Men nu er du gået på pension. Hvad skal tiden så bruges til? Golf eller fisketure?

- Jeg vil fortsat bruge tid på at være civilsamfundets påvirkningsagent. Desuden vedbliver jeg at tage på nye udflugter i Spanien, Italien og andre Middelhavslande med uoverskuelige kulturskatte og desuden naturskønhed, og denne trafik kan jeg aldrig blive træt af. Så jeg forener det bedste fra Sydeuropa med det bedste i Nordeuropa – som det fantastiske sted Sletterhage eller fyrretræerne ved Rågeleje.

(Danskeren nr. 3, 2008)

via
snaphanen.dk

se også:

Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard: I krigens hus: Islams kolonisering af Vesten, 2003