Europeisk solformørkelse

Noen ganger unngår man en bok eller et tema fordi man vet det er ubehagelig. Mikael Jalving hadde den følelsen overfor Bruce Bawers bok "While Europe slept." Den er nå ute på dansk med tittelen: Sov Sødt Europa. Hvorledes radikal islam ødelegger Vesten indefra..

Hvorfor denne uvilje? Fordi det Bawer bringer til torgs forstyrrer hverdagen. Det vi helst vil ignorere blir mer påtrengende.

Men ak, det kan vi ikke, eller, det bør vi ikke, og i øvrigt nøjedes Voltaire ikke med botanik. Radikal islam – eller islamisme eller fundamentalisme eller det det ny religiøse højre eller hvad man nu vælger at kalde fænomenet – findes og vil fortsætte med at findes i Europa, såvel som i resten af verden, uanset hvad de siger i PET, på Carsten Niebuhr Instituttet eller på de bonede gulve en rum tid endnu. Det er endog overvejende sandsynligt, mener Bruce Bawer, at radikal islam vil vokse i takt med den demografiske udvikling, og at fortsat tilvandring og familiesammenføring vil føre til muslimsk flertal i de fleste europæiske lande i løbet af de næste to generationer.

Bruce Bawer, freelanceskribent, f. 1956, og med en fortid på den amerikanske venstrefløj, fortæller sin samtidshistorie essayistisk, dvs. med personligt og anekdotisk afsæt, skønt hele tiden med sans for den røde tråd. Idet han læser fransk, tysk, nederlandsk, norsk, dansk og svensk samt øser fra de europæiske medier, kommer han vidt omkring på kontinentet, hvor han nu har boet i ti år, først i Amsterdam, derpå i Oslo, hvor han stadig residerer, og han har den fremmedes blik for særhederne. En af dem er, hvor få der i det ny årtusindes begyndelse taler radikal islam imod. En anden er, hvor udbredt og dybtfølt antiamerikanismen er. En tredje, hvor konformt der tænkes i den politiske elite, i medier og på europæiske universiteter, når det kommer til multikulturalisme, velfærdsstat og kapitalisme.

Det skyldige Amerika

Her breder Bawer sin europakritik ud, og den er velgørende fremmed. F.eks. når han svinger pisken over journalisterne: ”Politiske journalister i Europa er mere tilbøjelige til at betragte mainstreampolitikere som kolleger i en uddannet elite, hvis job er at passe og pleje deres fælles, socialdemokratiske idealer.” (s.75)

Bogen fremhæver ligeledes, hvor kortvarig sorgen over den 11. september var i de europæiske hovedstæder og bringer en række eksemplariske citater. I løbet af ca. et døgn, så var de der, eksperterne, journalisterne og politikerne: 9/11 var mere eller mindre Amerikas egen skyld.

At det kunne gå så stærkt og så galt med den dannede, europæiske opfattelse af 11. september, er ikke tilfældigt, argumenterer forfatteren og beskriver den manifeste antiamerikanisme fra Oslo til Madrid, fra Paris til Beograd. Det er heller ikke rar læsning.

Bawer føyer delene sammen. Unnfallenheten overfor islam og antiamerikanismen og svermeriet for det flerkulturelle, danner til sammen en dynamikk. Faktisk er det slik at mange har beveget seg bort fra en erkjennelse av tingenes tilstand, hvor utrolig det enn høres ut.

Men ak, det kan vi ikke, eller, det bør vi ikke, og i øvrigt nøjedes Voltaire ikke med botanik. Radikal islam – eller islamisme eller fundamentalisme eller det det ny religiøse højre eller hvad man nu vælger at kalde fænomenet – findes og vil fortsætte med at findes i Europa, såvel som i resten af verden, uanset hvad de siger i PET, på Carsten Niebuhr Instituttet eller på de bonede gulve en rum tid endnu. Det er endog overvejende sandsynligt, mener Bruce Bawer, at radikal islam vil vokse i takt med den demografiske udvikling, og at fortsat tilvandring og familiesammenføring vil føre til muslimsk flertal i de fleste europæiske lande i løbet af de næste to generationer.

Bruce Bawer, freelanceskribent, f. 1956, og med en fortid på den amerikanske venstrefløj, fortæller sin samtidshistorie essayistisk, dvs. med personligt og anekdotisk afsæt, skønt hele tiden med sans for den røde tråd. Idet han læser fransk, tysk, nederlandsk, norsk, dansk og svensk samt øser fra de europæiske medier, kommer han vidt omkring på kontinentet, hvor han nu har boet i ti år, først i Amsterdam, derpå i Oslo, hvor han stadig residerer, og han har den fremmedes blik for særhederne. En af dem er, hvor få der i det ny årtusindes begyndelse taler radikal islam imod. En anden er, hvor udbredt og dybtfølt antiamerikanismen er. En tredje, hvor konformt der tænkes i den politiske elite, i medier og på europæiske universiteter, når det kommer til multikulturalisme, velfærdsstat og kapitalisme.

Det skyldige Amerika

Her breder Bawer sin europakritik ud, og den er velgørende fremmed. F.eks. når han svinger pisken over journalisterne: ”Politiske journalister i Europa er mere tilbøjelige til at betragte mainstreampolitikere som kolleger i en uddannet elite, hvis job er at passe og pleje deres fælles, socialdemokratiske idealer.” (s.75)

Bogen fremhæver ligeledes, hvor kortvarig sorgen over den 11. september var i de europæiske hovedstæder og bringer en række eksemplariske citater. I løbet af ca. et døgn, så var de der, eksperterne, journalisterne og politikerne: 9/11 var mere eller mindre Amerikas egen skyld.

At det kunne gå så stærkt og så galt med den dannede, europæiske opfattelse af 11. september, er ikke tilfældigt, argumenterer forfatteren og beskriver den manifeste antiamerikanisme fra Oslo til Madrid, fra Paris til Beograd. Det er heller ikke rar læsning.

Bruce Bawer: ”Sov sødt, Europa. Hvordan radikal islam ødelægger Vesten indefra”, glimrende oversat fra engelsk af J.K.B. Pedersen og med forord af Henryk Broder, 358 sider, Trykkefrihedsselskabets Bibliotek 2008.

Boken kan bestilles direkte fra forlaget

Sitatene er fra anmeldelsen i sappho.dk: Europeisk solformørkelse