Medienes Krig, del 1

Når man har sett et tilstrekkelig antall nyhetslipp med avbrenning av dukker og flagg, akkompagnert av trusler om død og undergang for en hel sivilisasjon, begynner det å tegne seg et mønster. En fornemmelse av gjentagelse, eller “set up” – begivenhetene fremstår ikke lenger spontane, kanskje. Faktisk sies det at flere av personene ved slike anledninger går igjen, som tilfellet er med islamic rage boy. Men først og fremst er det et annet karaktertrekk som blir mer og mer fremtredende, og det er de vestlige medienes velvillige tolkning av hendelser og intensjonene bak.

Shakeel Bhat, “på jobb” og i fritiden

Et lett eksempel knytter seg til Sveriges i nyere tid mest berømte tegner, Lars Vilks. Først meddelte mediene hele verden at Vilks hadde tegnet en hellig person, som det etter visse religiøse regler er forbudt å avbilde. Problemet er bare at tegningen forestiller en hund med et menneskehode. Menneskethodet bærer en turban og en skjeggpryd man lett assosierer til en viss religions geistlige – men selv da skal man legge all tenkelig godvilje til. I aller verste fall kan det være at Vilks har laget en satirisk tegning av en prest tilhørende en for ham fremmed religion, men der går også grensen for hva man rimeligvis kan fortolke ut av de beskjedne strekene på papiret. Likevel insisterer mediene på at Vilks har tegnet en profet, og at dette vil provosere mange religiøse.

Det var altså løgn 1 og 2. For hvordan skulle religiøse mennesker bli provosert av en tegning, som de, om noen, vet ikke forestiller noe som helst religiøst, men i verste fall en etnosentrisk parodi? Det gir seg selv at de religiøse aldri ble provosert av Vilks tegning. Hvem ble det så?

I kjølvannet på løgn 1 og 2 ble publikum presentert for en folkemengde som hadde skrevet “Death over Larvish” på asfalten. Ved siden av brant de et grønt og gult flagg. Dette fikk journalistene til at betød “Død over Lars Vilks”, og at det svenske flagget ble brent. Det var løgn 3 og 4, for faktum er at det svenske flagget ikke ble brent – og hvem Larvish måtte være står for så vidt åpent. Hvis folk virkelig hatet Lars Vilks, ville de da ikke skrevet navnet riktig? Løgn 5: “De kan ikke skrive “. Dette er da bare en fordom. Jeg tror de ville skrevet det riktig hvis de virkelig var sure. Og flagget? Løgn 6: “De ser ikke forskjellen på et blått-og-gult og et grønt-og-gult flagg”. Så de er fargeblinde, eller hva? De har ikke tilgang til informasjon, kanskje? Hvordan vet de da noe som helst om tegningen, som sies å være utgangspunktet?

At noen skriver “Death over Larvish” et sted i midtøsten er ikke noen nyhet i det hele tatt. Ved å påstå at Larvish er Lars Vilks, og at flagget er svensk, enda alle kan se at det ikke stemmer, skaper mediene en forestilling om at noen er blitt provosert av en tegning – noe de etter alt å dømme slett ikke ble.

En dansk journalist skrev på sin blogg, etter å ha filmet avbrenningen av det mediene kalte en Anders Fogh Rasmussen-dukke, at til høyre og venstre for demonstrantene var plassen folketom. Det var kanskje 100 stykker der alt i alt. Men på TV ser det ut som om hele byen er på benene. Anders Fogh Rasmussen-dukken lignet – selvfølgelig – ikke på Anders Fogh Rasmussen heller; det var en grå tøybamse uten spor av mennesketrekk overhodet.

uglen.myopenid.com

Jamen … det stod jo i avisen, så da er det jo sant!
Våre media og vi mediakonsumenter er naive. Jihadister vet det selvsagt og utnytter det.
I Sovjet ble gamle bilder retusjert for å fjerne tidligere koryféer som var blitt erklært “ikke-personer” av partiet. Gamle aviser og bøker ble trykket på nytt for å “korrigere” forevigelser og reportasjer fra historiske hendelser. Prosessen var møysommelig og kostbar, og kun betrodde eksperter kunne utføre arbeidet.

Med digitaliseringen er ikke et fotografi lenger forevigelse. I dag kan hva som helst “foreviges” i PhotoShop. Reuters’ fotos fra Beirut i 2006 er bare ett eksempel. Pallywood er en hel industri – kanskje den mest profitable industri som drives av palestinere. Bilder offentliggjort nylig bl.a. i Aftenposten av “utbombede ruiner” i Sør-Ossetia viste noe som lignet mer på teaterkulisser (en regional tradisjon, visstnok etter Potemkin).

Og vestlige media går på limpinnen gang på gang.
Jan Hårstad

Idag har webben Gallia Watch en lengre artikkel om volden i 19 arrondissement i Paris som påminner om daglige reportasjer fra Libanon. Og denne underground-borgerkrig påminner også om hva
nazister og kommunister drev med fra 1920 til 1933 i Tyskland. Det er en uerklært borgerkrig som finner sted i Europas klassiske kulturhovedstad Paris og offisielle media gjør alt for å skyve det under teppet til tross for at 20 000 jøder i arrondissementet til de grader er i skuddlinjen.
Anbefales lest: http://galliawatch.blogspot.com/
thekopp.myopenid.com

Actionskuespillere i Midtøsten blir aldri arbeidsledige så lenge vestlige journalister har ryggrad av gelé, og redaksjonene er uten.

http://i172.photobucket.com/albums/w1/Asdic_photos/journalists-arranged.jpg
Dansk

Demonstranterne skrev ikke ”Death over Larvish”. De skrev ”Death to Larish” og ”Down with Sweden” (så de var i det mindste præcise, hvad landet angik!).
Dansk

Det er rigtigt, at demonstrationerne måske tillægges for stor betydning af velvillige medier og måske endda i nogle tilfælde bliver blæst ud af proportioner. Men man skal ikke glemme, at demonstrationerne i flere tilfælde kostede menneskeliv.

Desuden er det på sin plads at bringe en bemærkning fra en jødisk koncentrationslejrfange i spil i denne sammenhæng. Efter 2. verdenskrig sagde han følgende, da han blev spurgt, hvilken lære man kunne drage af de hændelser, der var overgået ham:

“Når nogen siger, at de vil slå dig ihjel, så tro dem.”
Jon Eirik Lundberg

@ Dansk

Man skal ikke glemme, at optøjerne koster liv, eller at der er folk der ude, der vil sætte handling bag ordene. Pointen er fra min side todelt:

1) Mediernes krav til objektivitet / neutral gengivelse
2) Påstanden om, at protesten er “folkelig”

I forbindelse med den første udviser medierne en “velvillig læsning”, der er ca. modsat af den, demokratiske ledere møder. Ekstremisterne kan være så utydelige, både sprogligt og symbolsk, at medierne må gøre en aktiv indsats for at kunne forbinde det fortolkede budskab til dem (at de blev krænkede, f.eks.), og desuden udelade alle deres fejl for ikke at vise, hvor komisk manifestationen også er. Der kræves med andre ord en aktiv redigering, for at disse demonstrationer skal fremstå seriøse og truende. Hvis man blot gengav, hvad der ble sagt og gjort, ville der ikke været noget drama at servere publikum.

2) I totalitære samfund er der ikke noget der hedder ytringsfrihed. “Folkelige” eller “spontane” manifestationer forekommer pr. definition ikke. Dette ved vi. Så hvorfor lade som om det er almindelige mennesker, det handler om, når det nødvendigvis må være statister, udsendt af regimet? At et regime “føler sig krænket” giver rigtig god mening. Det forklarer både reaktionerne og de politiske krav, de banede vej for. Med individer er det således, at de meget sjældent, eller rettere aldrig, kan omsætte sin “krænkethed” i politisk handling. Der har jo aldrig været en demonstration i Vesten over de barabariske handlinger, der begås i totalitære stater; til trods for, at billedmaterialet i seg selv krænker alt hvad der kan kaldes civilisation og elementær anstendighed.

Når en demokratisk valgt leder siger, at han f.eks. vil vælte et diktatorisk regime, affejer medierne dette som tom retorik og propaganda, der dækker over hans egne, private mål. Når en despot, eller en hob udsændt af en despot, siger, at en tegning i en nordisk avis, er den egentlige årsag til, at bygninger brændes og liv går tabt, så gengives dette ordret, uden skygge af skepsis, som om den pågældende afsender kategorisk ikke kan mistænkes for at propagandere. Denne aktive indgriben i alle konfliktens sider er det, der til sidst gør, at medierne selv blir stående som part – endda som en helt central part, for Europas vedkommende.
Dansk

Jeg er klar over, at protesterne ikke er “folkelige” i en vestlig forstand. Men det gør dem ikke mindre skræmmende. Desuden må man for objektivitetens skyld konstatere, at nogle af demonstrationerne var endog meget voldsomme (de var ikke komiske på nogen måde (ambassadefolk måtte flygte og evakueres, og folk døde under disse demonstrationer)), og hvis vi foretager det tankeeksperiment, at Lars Vilks rent faktisk var til stede i for eksempel Pakistan under en sådan demonstration, kunne det meget vel være gået grueligt galt.
Dansk

I Europa, hvor islamiske demonstranter også har været voldelige og i nogle tilfælde bevæbnede, er demonstrationerne vel i sagens natur folkelige (de er i hvert fald ikke arrangeret af staten).

Hvordan tolker du disse demonstrationer?
Jon Eirik Lundberg

Nja, de kan da godt være arrangeret af en anden stat. Således tolker jeg de demonstrationer.

Og jo, de har da været meget voldelige; faktisk så voldelige at det er ret svært at se nogen rimelighed i, at der skal ligge nogle karikaturer til grund for dem. Jeg tror ikke på det, både med hensyn til omfanget og det normalt demonstrations-fjendtlige miljø de udspiller sig i. Disse handlinger er ikke “reaktioner”.

Det komiske er når man forvandler en lille gruppe mennesker til at illudere hele samfundet, medens det egentlig er tomt på begge sider af dem. Det er en beslutning medierne tager, for at forøge dramatikken og truslerne (f.eks. imod Lars Vilks) maksimalt. Det får en selvforstærkende kraft, og det er udelukkende ekstremisterne der kan profitere på det; de bruger de vestlige medier som et våben i en politisk kamp imod vestlige samfund, det er det, der er min pointe.
Dansk

Problemet er, at vi ikke ved om, der er tale om “en lille gruppe mennesker”. Mange religiøse (i særdeleshed muslimer, men også kristne) går ind for, at ytringsfriheden skal stækkes, når det gælder religinskritik. Det er ikke nødvendigvis en lille gruppe mennesker, der indtager dette synspunkt. Det kan meget vel være en (foruroligende) stor gruppe mennesker selv her i vesten.
Dansk

Det, der er min pointe, er, at vi håber, at der er tale om “en lille gruppe mennesker”. Men vi ved det ikke, og denne uvidenhed kan på sigt vise sig at blive farlig i forhold til vores egen overlevelse.