Et 20-tall foreldre velger å permittere en ansatt i barnehaven til deres barn, fordi hun er gift med en tegner noen står etter livet. Det skjer i Danmark i det Herrens År 2008. Det er terrorens mekanikk i praksis: folk foretrekker en liten innrømmelse - i dette tilfelle måtte en medarbeider bort, - mot den store katastrofen, - at noe skulle kunne skje med deres barn. Hvem kan fortenke dem i det? spør Lars Hedegaard.
Men hermed forsvinder problemerne jo ikke. For det er selve terrorens væsen og mening at indgyde frygt i en hel befolkning for at få den til at makke ret. I det konkrete tilfælde til at opgive den ytringsfrihed, danskerne tilkæmpede sig med grundloven af 1849, og i stedet acceptere fra nu at lade sig styre af shariaen.Med deres reaktion på en trussel, som måske ikke engang eksisterede, har de århusianske forældre vist islams forkæmpere, at terroren virker her, som den har virket overalt i verden.
Det er nemt at sætte sig til dommer over forældrene – og at gøre sig lystig over deres selvforståelse som idealister.
Enhver der har børn – og da især små børn – kan uden besvær sætte sig ind i forældrenes bekymringer. Hvad ville man selv gøre i en lignende situation? Hvis man fornemmede, at man stod i valget mellem at forlange et menneske bortvist fra arbejdspladsen og risikere sit barns liv, skulle man være en usædvanlig stor idealist for ikke at vælge den første udvej.
Det er derfor, terroren er så stærkt et våben. Og det er årsagen til, at islam gennem 1400 år har været en så vanskelig modstander at bekæmpe.
Terroren virker ved konstant at stille os over for valget mellem det, der forekommer at være en meget lille indrømmelse og så en uoverskuelig katastrofe.
Herregud, de vil ikke finde sig i tegninger, sparegrise i bankerne, leverpostej i børneinstitutionerne, Grislingen eller Miss Piggy. De vil have lov at reklamere for deres kønsapartheid og deres teokrati fra Folketingets talerstol. De vil have lukket de offentlige svømmehaller nogle timer, således at muslimske kvinder kan få dem for sig selv. De vil have det vantro politi ud af "deres" kvarterer. De vil have særlige låneordningen i bankerne.
De vil bare have lov at indføre deres egne love på nogle få områder. Hvem kan have ondt af det?
De forlanger såmænd blot, at skolelærerne undlader at sige sandheden om visse historiske tildragelser. At lærebøgerne bliver godkendt af nogle hellige mænd. Så lad dem dog, når de nu går så meget op i det.
De vil have en stormoské, hvorfra de kan planlægge nye erobringer.
Når alternativet er, at de smider bomber, skærer halsen over på folk, brænder byen ned, lokker politi og brandvæsen i baghold, så er alle disse små indrømmelser dog en ringe pris at betale.
Og når der nu ikke er mangel på meningsdannere, politikere, universitetsfolk, præster og biskopper, forfattere og kunstnere, der ved enhver lejlighed forklarer, at fejlen for al denne ballade ligger hos de gammeldanskere, der ikke vil imødekomme disse i grunden helt rimelige og forståelige krav.
Resultatet er, at vi med rasende fart er ved at formøble vores frihed. Hvis vi ikke standser op og tænker os om, vil vi en dag vågne op i en de facto gudsstat, under ledelse af et nyt herrefolk, der regerer os ved hjælp af terror.
Og dette herrefolk vil lige så lidt komme til at savne danske håndlangere, som den nazistiske besættelsesmagt savnede kollaboratører og værnemagere under Besættelsen.
Lars Hedegaard er fast spaltist i Berlingske Tidende og leder av Trykkefrihedsselskapet.
JP bringer i disse uger mange artikler og læserbreve om Kurt og Gitte Vestergaards hårde vilkår. I en leder kaldes de i dag for "De fredløse", og det er præcis, hvad de er. De regner ikke med nogensinde at kunne leve et normalt liv igen.
Ægtefællerne forsøger at passe deres arbejde. Hun har taget nogle få personlige ejendele med, nogle billeder og pyntegenstande, og er efter sin mands udsagn god til at skabe lidt hjemlig atmosfære.
Men. Har nogen af jer nogensinde prøvet at være indlogeret gennem længere tid på et hotel, fordi I ikke kunne bo i jeres hjem af en eller anden grund? Min familie havde engang den triste oplevelse, og jeg husker, hvor rastløse vi var, og hvordan vi savnede vores ting og længtes efter at komme hjem. At vide, at man sandsynligvis slet ikke kan komme tilbage må være meget tungt at bære og forstå.
Ser vi på side 13 i dagens JP har læserbrevene flg. sigende overskrifter, der alle handler om Westergaards:
Århus - skammens by
Skam få ledere og forældre
Berufsverbot
Knæfald for islam
Et demokratisk problem
Beskæmmende og foragteligt
Trusler mod en er trusler mod alle
Skam over Århus
Fri os for sådanne ledere
Slå ring
Det er politisk ordfører fra Venstre Inger Strøjberg, der opfordrer til at slå ring om Westergaards, og det er det eneste anstændige og fornuftige. Også af hensyn til os selv. Vi mister alle noget - bid for bid - i disse år, og jeg tror, at de fleste er ved at have forstået det. Vi skal passe langt bedre på hinanden.
Fysikeren Herbert Rosenbaum har skrevet en læseværdig kronik, jeg hæftede mig især ved oplysningerne om USA’s velfungerende muslimer, hvis tilværelse er ved at blive påvirket af indvandrende islamister. Om Rosenbaum har ret i sin konklusion vedr. palæstinenserne, skal jeg ikke kunne sige. Måske, i bedste fald.
http://jp.dk/meninger/kronik/article1281862.ece