De politiske illusioners tid

Nina Hjerpset-Østlie

11.10.2007 kl. 10.04

Av Kai Sørlander – filosof og forfatter.

Som socialismen var en politisk illusion, er multikulturalismen det også. Som den ene ville ende med at undergrave den demokratiske orden, vil den anden det også. Man opnår ikke ligestilling for indvandrere ved at følge multikulturalismens forskrifter. Tværtimod så opløser man fællesskabet om de demokratiske værdier.

Demokratiet er et rationelt politisk ideal, der opstilles som svar på spørgsmålet om, hvorledes samfundet skal styres. Eftersom det ikke rent principielt kan retfærdiggøres, at nogen skal have særlig ret til at tage de politiske beslutninger og bestemme lovenes indhold, så slutter man, at alle har lige ret. Og man opstiller idealet om politisk ligeværdighed.Omvendt følger så, at demokratiet stiller krav til borgernes rationalitet. Det forudsætter, at borgerne er så rationelle, at de ikke tillader, at der tages politiske beslutninger, som undergraver demokratiet selv. Demokratiet giver borgerne politisk ligeværdighed; og dets beståen afhænger så af, at borgerne er så rationelle, at de gennem den lovgivning, som de vedtager, fortsat kan opretholde den politiske ligeværdighed.Kun hvis borgerne er så rationelle, kan demokratiet fungere. Så meget kan fastslås rent principielt. Men så kommer det næste spørgsmål: Er menneskene faktisk så rationelle, som demokratiet kræver, at de skal være? Det kan kun erfaringen vise. Derfor må vi se på demokratiets faktiske udvikling og overlevering. Har de moderne demokratier været stabile, dér hvor de faktisk har udviklet sig indefra – og det vil primært sige i den vestlige kultur? Har menneskene dér været så rationelle, at de har lovgivet i overensstemmelse med demokratiets opretholdelse? Eller har de tvært¬imod været grebet af politiske illusioner, som har sat demokratiet under pres og været på vej til at undergrave det?

Vort eget demokratis historie giver os et stærkt eksempel på, hvorledes politiske illusioner kan fungere i en demokratisk kontekst. Jeg tænker på den socialistiske ideologi. Det er ganske simpelt umuligt at forstå demokratiets historie i størstedelen af det tyvende århundrede uden i samspil med den socialistiske bevægelse. Det var en udbredt opfattelse i betydelige kredse – især blandt arbejdere og intellektuelle – at demokratiet først var gennemført, når man havde afskaffet kapitalismen og ophævet den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Udbytningen ville først ophøre, når der ikke længere var skel mellem dem, som ejede produktionsmidlerne, og dem, som kun havde deres arbejdskraft at sælge. Og man havde den opfattelse, at en samfundsmæssig planøkonomi ville være forholdsvis let at få til at fungere, og at den ville være meget mere effektiv end den etablerede markedsøkonomi med dens opslidende konkurrence. Med en planøkonomi ville man simpelthen kunne skabe grundlag for at fjerne al materiel nød i samfundet.

Desværre var det socialistiske ideal en politisk illusion. Det var en illusion, at det er let at få en altomfattende social planøkonomi til at fungere. Det er tværtimod svært, for ikke at sige umuligt, fordi man mangler den viden, der ligger i priserne på markedet. Derfor lykkedes det aldrig rigtigt at få planøkonomien til at fungere i Sovjetunionen. Desuden var det en politisk illusion, at udbytningen af lønarbejderne først kan ophøre i en socialistisk økonomi. Den kan ophøre i en markedsøkonomi, når lønmodtagerne kan organisere sig, når de har alternative beskæftigelsesmuligheder, og når der lovgives om arbejdsbetingelserne.Illusionerne i den socialistiske teori kunne man indse blot ved at tænke teorien igennem. Men dér svigtede socialisterne. De var ikke så rationelle, at de kunne forstå kritikken, så længe den kun var teoretisk. Det var først, da Sovjetunionen faldt sammen, at det blev klart for de fleste, at det socialistiske ideal om planøkonomi ikke var værd at kæmpe for.

Socialismen døde, fordi den viste sin manglende funktionsduelighed i Sovjetunionen; ikke fordi man teoretisk indså, at dens økonomiske teori byggede på illusioner.Når vi både kender Sovjetunionens skæbne og den teoretiske kritik af socialismens planøkonomi, er det klart, hvad der ville være sket, hvis socialisterne havde fået magt, som de havde agt. De ville have bevæget sig ud i et økonomisk eksperiment, som de ikke selv ville have vidst, hvorledes de skulle styre. De ville have undergravet det økonomiske kredsløb og dermed fundamentet for den demokratiske frihed. På den baggrund bør vi ikke nære for stor tiltro til menneskenes politiske rationalitet. Når så mange kunne gribes af den socialistiske illusion, må vi se i øjnene, at der igen vil kunne skabes basis for en tilsvarende illusion.Og så er det måske allerede sket.

Da socialismen døde, forsvandt den idealistiske bestræbelse på at skabe et »modsigelsesfrit« samfund ikke. Den fandt sig en ny underklasse, hvis undertrykkelse skulle ophæves ved hjælp af en ny ideologi. Den ny underklasse var indvandrerne fra fremmede kulturer, som havde svært ved at blive integreret i de europæiske samfund. Og den ny ideologi, som skulle ophæve deres undertrykkelse, var multikulturalismen. Den bestod i et krav om, at alle kulturer og religioner i princippet skal sættes lige. Indvandrerne skal ikke tilpasse sig landets herskende kultur. Tværtimod skal denne reelt kun have samme status som indvandrernes kulturer.Ganske som socialismen var et forsøg på at omforme samfundet for at ophæve de konflikter, som man mente var en konsekvens af markedsøkonomien, så er multikulturalismen et forsøg på at ophæve konflikterne mellem landets oprindelige borgere og indvandrerne.

Hvor socialismen ville stille alle lige i det økonomiske system, så vil multikulturalismen stille alle lige kulturelt ved at ligestille alle kulturer.Men holder multikulturalismen, hvad den lover? Skaber den ligestilling ved at ligestille kulturer? Svaret er nej. Som politisk ideal er multikulturalismen lige så uholdbar som socialismen. Man opnår ikke ligestilling for indvandrere ved at følge multikulturalismens forskrifter. Tværtimod så opløser man fællesskabet om de demokratiske værdier. For det første fordi multikulturalisme medfører, at man stiller kulturer (fx fra Mellemøsten eller Afrika), der aldrig har understøttet et levende demokrati, og som aldrig har haft en kvindefrigørelse, lige med kulturer, der har understøttet demokrati og kvindefrigørelse. Og gennem en sådan ligestilling er man på vej til at undergrave demokrati og kvindefrigørelse.
For det andet vil ligestillingen af kultur indebære, at der skabes parallelsamfund, hvor folk, der kommer fra kulturer, der ikke har understøttet demokrati og kvindefrigørelse, fastholder deres kultur, i stedet for at komme ud og blive en del af den demokratiske kultur, hvor der er ligeværdighed mellem mænd og kvinder.Derfor vil multikulturalismen snarere forværre de problemer, som den ønsker at løse. Det er ikke kulturer, der skal gives ligeværdighed; men det er individer, alene som følge af deres evne til rationel tænken og handlen. Og den ligeværdighed må de reelt få i en konkret kultur.

Det er ikke rationelt at tro, at en demokratisk orden kan realiseres alene på basis af de abstrakte demokratiske principper og uden grundlag i en historisk kultur, som faktisk har understøttet dens udvikling. Derfor må den rationelle holdning til demokratiets bevarelse altid indebære en organisk videreførelse og udvikling af den kultur, som faktisk har understøttet demokratisk udvikling. Og derfor må den rationelle holdning til indvandring indebære en benægtelse af multikulturalismen. Hvis et land med en stabil demokratisk orden fortsat skal sikre opretholdelsen af denne orden, så må kravet i stedet være, at det skal forsøge at integrere indvandrere i dets egen historiske kultur på en sådan måde, at denne udvikles organisk. Svigter det her, er det på vej til at opløses.

Denne erkendelse er ikke udtryk for en lukket nationalisme, men for en rationel holdning til bevarelsen af demokratiet som en levedygtig politisk styreform.

Som socialismen var en politisk illusion, er multikulturalismen det også. Som den ene ville ende med at undergrave den demokratiske orden, vil den anden det også. I det lys kan det undre, at så mange – især i den akademiske elite – er faldet for disse illusioner. Og hvorfor de uden besvær kunne gå fra den ene til den anden. En del af forklaringen skal nok findes i, at de aldrig fik gennemført et ordentligt intellektuelt opgør med socialismen. Venstrefløjen gled bare over i multikulturalismen. Og nu må den samme venstrefløj så for anden gang se sig som offer for en politisk illusion. For mange var det først socialismen og så multikulturalismen. Hvad bliver det næste? Skal vi tro, at de politiske illusioners tid er forbi?

Kronikken ble første gang publisert i BerlingskeTidende 10 oktober 2007, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.

Stian

Forklaringen på multikulti, sosialismen og andre ismers fadeser ligger mye i at en intellektuell elite forlater det sunne bondevett til fordel for vidløftige teorier om hvordan folk flest burde leve sine liv. Husker en demonstrasjon utenfor Stortinget hvor Attach illustrerte slagordet “En bedre verden er mulig” ved å lage en legolandsby. For meg ble det en illustrasjon på hvorfor det de ville oppnå ikke fungerer med deres metoder. Deres antagelse om at mennesker lar seg styre som legomenn er ikke riktig.
Christian Skaug

Det er ikke rationelt at tro, at en demokratisk orden kan realiseres alene på basis af de abstrakte demokratiske principper og uden grundlag i en historisk kultur, som faktisk har understøttet dens udvikling. Derfor må den rationelle holdning til demokratiets bevarelse altid indebære en organisk videreførelse og udvikling af den kultur, som faktisk har understøttet demokratisk udvikling.

Det er ikke vanskelig å gi sin tilslutning til disse betraktninger, men et problem er at denne historiske kulturen for de aller fleste er blitt en enda mer abstrakt størrelse enn de demokratiske prinsipper. Ansvaret for videreføringen faller dermed på skuldrene til en minoritet som var så heldig å få den i arv, men som kanskje ikke vil klare å spre den til andre enn sine egne, gitt motvinden den vil møte.

Den levde, virkelighetsnære og praktiske kulturen som i stor grad har brakt oss dit vi er i dag, er gjennom århundrene blitt erhvervet gjennom medmenneskelige relasjoner. Som Michael Polanyi er inne på, var den jevne borger ofte ikke engang oppmerksom på at han hadde kulturen i sin besittelse. Den gikk naturlig i arv fra foreldre til barn, fra lærer til elev, fra prest til menighet, fra mester til lærling, og egendisiplinen var en viktig del av den, eller snarere en av dens betingelser.

Det får bli opp til morgendagens historikere å finne ut hvorfor det gikk galt. En hypotese er at begreper som disiplin etter 1945 gav ubehagelige assosiasjoner til mannen med barten, og at slabbedaskene kalt sekstiåttere således fikk fritt spillerom for sine herjinger.

Enhver kan uansett gjøre seg sine tanker om den nåværende helsetilstanden til egendisiplinen, eller til de kulturbærende institusjoner jeg nevnte: familien, skolen, kirken og yrkeslivet. Det er neppe nødvendig å grave opp de eksakte skilsmissetallene, eller å bemerke at dyktige lærere forsvinner fra en skole som fylles av tull og tøys og de helvetes datamaskinene. Kirken skal jeg forbigå i stillhet. Yrkeslivet melder om brutalisering og utbrenthet, og fenomenet gjenfinnes i statistikken over de hundretusenvis av uføretrygdede. I vår tid er massekommunikasjonen enda en variabel i kulturligningen, og ingen behøver være i tvil om hvilket fortegn den som oftest har.

Den som har klart for seg det verdifulle historien gav oss av kulturell, nasjonal og religiøs felles kontekst, må smertelig erkjenne at omverdenen har redusert den til en museumsgjenstand, som derfor i praksis langt på vei er gått tapt. For om den fortsatt fantes i tilstrekkelig monn, ville den være et adekvat immunforsvar mot multikulturalismen.

Paradoksalt nok vil det kanskje bli lettere å se hva denne kulturen inneholdt av verdi når man en dag vil observere virkningene av dens nesten totale fravær, slik en gastro-intestinalt hardt prøvet person med overbevisning innser at det var mosjonen og sorgløsheten som holdt plagene unna. Det å stirre døden i øynene kan bringe en plutselig og fenomenal klarhet i saker og ting av vesentighet, så jeg vil tippe at vår kultur fortsatt må forfalle mange hakk innen den tar seg sammen.
Amund Lie

”.Demokratiet er et rationelt politisk ideal, der opstilles som svar på spørgsmålet om, hvorledes samfundet skal styres. Eftersom det ikke rent principielt kan retfærdiggøres, at nogen skal have særlig ret til at tage de politiske beslutninger og bestemme lovenes indhold, så slutter man, at alle har lige ret.”.

Utvikling til mindre restriktiv, men stadig restriktiv fortolkning av Grunnloven, var jo nok kommet uten menneskerettighetene. Menneskerettighetene er et sekundært broderi, med mer eller mindre unødvendig og fortyndende pynt som svært håndterbare positive sosiale rettigheder, et broderi som har sin bakgrunn i mange vestlige demokratiske forfatninger, som hver især inneholder de grunnleggende og nødvendige demokratiske utviklingsmuligheter, hvor dualisme kan få rom som en nåtidig og naturlig reaksjon på begrenset semantikk med mindre, eller helt uten, innhold. Det ligger i utvikling og i forholdets natur at også fortolkningsmetoder langsomt kan utvikles med befolkningen i respekt for den historiske ånd og grunnmening med forfatningen, og det uten mer eller mindre kunstig forankrede bestemmelsesforsøk som menneskerettighetene.

Menneskerettighetene som tomme ord uten historisk forankring er ikke tegn på dualisme, kun de menneskerettigheder som i forveien ble representert av solid demokratisk forfatningsutvikling med individet som omdreiningspunkt har det dualistiske fortolkningspotensialet i seg.

De vestlige demokratiske stater, som kun de beste av ideene til menneskerettighetene stammer fra, har siden det gamle Englands tradisjoner for individets suverenitet, hatt utviklingen i seg. Fremtiden må vise i hvilket omfang også stater uten dette historiske grunnlag kan utvikle seg som tenkt med menneskerettighetene, som for disse stater jo er importert historiske gods.

Beskyttelsen av individet sikres best ved en styrket forståelse av historiens betydning også den nære. Dette ligger i sagens natur i dualisme, ellers er den totalitær og uten mening for begrepet selv.

Syllogismer er syllogismer til alle tider. Man skal ikke skape kunstige sannhetsverdier når kontinuitet historisk sett har vært den beste garantist mot totalitære tilstander og dessrespekt for individer. De ganger man har forsøkt seg med helt nye regelsætt som skulle være uttømmende har det gåent galt.
Behovet for beskyttelse mot staten har alltid været stort, men i kollektivismens æra undervurderende man dette og staten er vokst ekstremt, på bekostning av individene. Vestlige moderne kollektivister har meget mer til felles med f. eks. Napoleon, Mao, Hitler og Stalin end de formodentlig ønsker.
Individer var hos disse utopister en masse som skulle styres av bestemmelser dikterede ut fra en fritt svevende utopi, altså ren vilkårlighet. Dette kan dualisme også misbrukes til, hvis man henger seg opp i materiell lov alene snarere end samlet utviklet rettstradisjon i og med de rammer forfatningen har nettopp på bakgrunn av historien.

I dag har selv gamle røde akademikere anerkjent historieløshetens farer. Fortolkning må per definisjon forholde seg til historien. Dualismen er ikke historieløs. Vi taler om utvikling og vekselvirkning.
Grunnlovens bestemmelser kan med denne utvikling med fordel skjerpes, heller enn at vi påbegynner et rit av eksekvering at materielle bestemmelser med tvilsom forankring i så vel jussens verden som befolkningens.

Vi vil aldri kunne starte helt forfra og det er bare bra .
Jan Hårstad

Christian Skaug skriver mye klokt her som bør taes opp til debatter. Et moment jeg har tenkt på: den gang det pågikk debatter i Norge om mange tv-kanaler pleide Lars R,Langslet å si at dette var en god ting fordi det ville utvikle mangfoldet og demokratiet i Norge.Han så åpenbart for seg tre tv-kanaler som var distinkt forskjellig og som i hovedsak var kulturbærere.
Det gikk heller den motsatte veien etterhvert,den billigste populisme ble normen og alle kanalen lå flate med RATING for å finne ut hva folket ville se,det oppsto istedet kappestrid om hvem som kunne være mest populistisk.Selv hadde jeg jobbet fire år i det som het Fjernsynsteater som framførte litteratur,det ble nedlagt til fordel for årevis med såpeserier og krim natt og dag.
Jeg tror det er helt umulig å finne ut av disse tingene uten å erkjenne at TV har blitt en form for livsmåte.Alt relaterer seg til TV og selv Cheney måtte innkalle tv-kanalene forleden og be dem bråke om Iran.Den politiske makten vokser ut av tv-skjermen.
Om du tar det gamle kulturorganet Dagbladet ser man at nesten alt som står der er relatert til tv-hendelser,et kommentarorgan til tv,et fotball,idrettsblad samt livet på tv.
Et annet moment; folk i Norge var fattige allment sett
til slutten av femtiårene.Noen tiår etter blir fattigrøysa verdens rikeste land og de “fattige” blir helt rusa av den konsum-krim-fotball- kulturen som tv har vært med på å skape.Der tror jeg vi er. De gamle ordene fra arbeiderbevegelsens tid,er det knapt noen som kjenner til lenger og en kan jo bare ta seg ut i trafikken for å kjenne pusten av en aggressiv individualisme som fortoner seg inspirert av amerikansk krim.
Ørnulv Dahl

Kai Sørlander skriver noe om årsakene til at sosialistene har gått fra sosialisme til multikulturalisme :

“Som socialismen var en politisk illusion, er multikulturalismen det også. Som den ene ville ende med at undergrave den demokratiske orden, vil den anden det også. I det lys kan det undre, at så mange – især i den akademiske elite – er faldet for disse illusioner. Og hvorfor de uden besvær kunne gå fra den ene til den anden. En del af forklaringen skal nok findes i, at de aldrig fik gennemført et ordentligt intellektuelt opgør med socialismen. Venstrefløjen gled bare over i multikulturalismen.”

I en tidligere kronikk har han skrevet at rasisme blir likestilt med nazisme av disse menneskene. Han skrev videre at de hadde en ureflektert avstandtagen til nazismen. Jeg har før sagt at dette skyldes skyldfølelse for nazismen. NS-barna og andre NS-slektninger går ofte med slike holdninger.
Men også andre har denne skyldfølelsen. I forbindelse med Danmarks deltagelse i Irak sa Anders Fogh Rasmussen at danskene sto på feil siden under 2.verdenskrig, og at det ikke måtte skje igjen. En slik argumentasjon ble sikkert applaudert av Gøran Persson. Han reiser i disse dager rundt og foredrar om retorikk. Bruk skyldfølelse sier han. Da Gøran Persson i 2005 ble spurt om hvordan han så på det faktum at “Sverige inte bidrog sãrskilt mycket till att bekæmpa nazismen” svarte han slik:
“Vi stod utanfør kriget, och jag har aldrig någonsin i det sammanhanget kãnt nogon skuld eller osãkerhet beroende på detta.. vi gjorde rimligen vad vi skulle gõra också i olika internationella sammanhang fõr att trycka på. Men vi var inte med i kriget och det har jag aldri skãmts för”.

Sverige var det landet i Europa som sterkest tok avstand fra nazismen etter krigen. Sverige er også det landet i Europa som har vært mest velvillig innstilt til innvandring. Her er det en sammenheng. Ibsen har sagt sitt, så dette er en oppfordring til Kai Sørlander om å tenke videre på sammenhengen. Eller skal vi spørre Rune Slagstad ?