Michelangelo Antonio (1912-2007)

Kære Hans og co:

Jeg har ikke hele hans filmografi i hovedet, men jeg stillede mig selv det spørgsmål: Kan en instruktør være "stor", når han også laver så helt uspiselige film som Antonioni også ha gjort ?

Jeg mener - selv Bermans svagere film, er værd at se, eller Fassbinderes, eller Tarkovskij og Kubrick (hvis der er nogle) ???

...."er rigeligt værd at se" - skulle der have stået.

Hvilke filmer tenker du på? Formodentlig ikke "Blow Up", som fanger 60-årenes spirit på en egen måte. Det er en stor film. Men Zabriski Point var noe annet. Den romantiserte volden som studentbevegelsen falt for. Vår generasjon ser ut til fortsatt å ha problemer med fascinasjonen for vold. I Frankfurter Allgemeine hylles fortsatt rebellens følsomhet, som er rettferdig som rebell. Den spesielle følsomheten til godard, fellini, Antonioni sitter i ryggmargen på vår generasjon. Det er en estestikk som var nyskapende, men ble elitær og brutalisert. Fassbinder fortsetter i samme spor, fra menneskelige "Angsten spiser sjelen" til Querelle.

Wenn es stimmt, dass die Größe eines Regisseurs in der Zärtlichkeit besteht, die er der Welt und ihren Dingen gegenüber aufbringt, dann gehört Antonionis Werk zum Größten, was das erste Jahrhundert des Kinos hervorgebracht hat. Was Camus „die zärtliche Gleichgültigkeit der Welt“ genannt hat, findet sich bei ihm wieder und wieder. Und doch befreit Antonioni in jedem seiner Filme das Leben aus dem Gefängnis seiner Alltäglichkeit und verwandelt die Welt in ein Wunder. Wenn dann also in „Zabriskie Point“ in einer siebenminütigen Explosions-Sinfonie zur Musik von Pink Floyd eine Villa samt Einrichtung in ihre Bestandteile zerlegt wird, wenn ein Kühlschrank, ein Bücherregal, eine Sitzecke und ein Kleiderschrank in Superzeitlupe vor himmelblauem Hintergrund auseinanderfliegen, dann ist auch dabei weniger Zivilisationskritik am Werk als der Wille, all die bedeutungslosen Objekte des Alltags dem Gefängnis ihrer Form zu entwinden und einer neuen Schönheit zuzuführen. Das Universum mag dabei mit aufreizender Langsamkeit auseinandertreiben und eine immer noch gähnendere Leere hinterlassen, aber Antonioni begegnet diesem Schrecken mit Liebe. Statt Horror erfahren wir bei ihm Amor Vacui. Und ohnehin ist die Liebe ja die einzige Möglichkeit, sich wenigstens für Momente als Teil des Universums zu begreifen.

Nej, Blow Up har jeg set gennem årerne - den holder sig i fint live. Jeg tænker på tre film, som jeg enten har set med stort bevæsr, eller helt opgivet (hvad jeg meget sjældent gør) - de er makværk !

Beyond the Clouds (1995)

Identificazione di Una Donna (1982)

Zabriskie Point (1970)

Måske et filosofisk spørgsmål, men laver store instruktører SÅ mislykkede film ?

Selv hans tidlige med Monica Vitti, har jeg svært ved at se værdien i. Og jeg ser helt bort fra marxismen og voldforherligelsen !

Giv mig Fellini, til enhver tid. Har lige genset "Roma" - den er bedre end jeg huskede den ! Men smag og behag.

Du ved at det er "supermodellen " Veruschka på fotoet, ikke Redgrave ?

you're quite right, steen. Dette er ikke Vanessa. Fellini: de kretset om de samme følelsene, the past is receding, om noen år vil folk mangle noe av nøkkelen til å forstå filmene.