Mens det norske kulturlivet er opptatt av litterære rankinglister, går danskene fra en kulturkanon til å ønske seg en demokratikanon. Hva er det som er fundamentet for vårt demokrati?
Det er helt klare ideologiske forskjeller på dagens Norge og Danmark. Utenriksminister Jonas Gahr Støre er vert for Global Inter-Media Dialogue i Oslo mandag og tirsdag, som er et samarbeid med Indonesia. Bakgrunnen er striden om karikaturtegningene, så tilknytningen til Danmark er der. Det var masse fine ord under første møte på Bali i september i fjor. Møtet blir husket også fordi israelske representanter ikke fikk visum. UD ville gi dem norske reisepapirer, men dette ble avslått. Noen norske journalister lurte på om de skulle holde seg seg hjemme, men fant ut at det var viktigere å delta.
Oslo-møtet er preget av den samme retorikken: hvordan drive journalistikk i en multikulturell verden med respekt og integritet? Når utgangspunktet er karikaturstriden, vet man hva disse honnørordene betyr. Første foredragsholder i Oslo er Mr Doudou Diene, UN Special Rapporteur on contemporary forms of racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance. Det er han som vil ha forbud mot islamofobi.
På et tidlig tidspunkt i karikaturstriden valgte Gahr Støre side. Han stemplet danskene som polariserende. Selv velger han dialogen, og må derfor skjule at hans egne partnere er polariserende. En indonesisk domstol har nylig vedtatt at en jente som konverterte fra islam til kristendommen ikke kan få sin nye status offisielt registrert, hun må gå via en sharia-domstol, hvilket er det samme som å si det er umulig. Denne siden må Gahr Støre og statsminister Stoltenberg late som ikke eksisterer.
Danskene velger en annen kurs. Den er tuftet på danske historie og danske frihetsidealer. Mens Norge er på full fart bort fra dem.
Den globale værdikamp gør det nødvendigt at kæmpe for vores demokrati, mener regeringen. Derfor skal vi have en kanon i demokrati, så vi har argumenterne i orden mod demokratiets fjender, fortæller de Konservatives Per Stig Møller og Venstres Bertel Haarder.Det er som ilt: Vi opdager det først, når vi ikke har det længere.
Sådan ser de Konservatives udenrigsminister Per Stig Møller på danskernes holdning til vores demokrati. Og det er en af grundene til, at vi nu skal have en demokrati-kanon.
»Vi tænker slet ikke på, hvor almindeligt og hvor naturligt demokratiet er for os. Men det kan være under pres, og derfor skal vi gøre os klart, hvad det er for noget, og hvorfor vi vil have det,« siger Per Stig Møller, der fik idéen til at skabe en officiel dansk kanon i demokrati, og som har været i spidsen for forberedelserne sammen med undervisningsminister Bertel Haarder (V).
Truslerne mod demokratiet fik vi at se under Muhammed-krisen, ligesom vi dagligt kan se den i den muslimske verden, mener Per Stig Møller.
Global værdikamp
»Vi ser jo en global værdikamp. Rundt om slås de for at få vores friheder og værdier, og andre steder slås de for at gå imod dem og forhindre, at de kommer. Men det er vigtigt, at vi her i Danmark gør os klart, hvad er det for værdier, hvordan de er tænkt og hvilke situationer de er tænkt i. Det giver os et fælles grundlag for vores demokrati. Faren er, at det bliver banalt, hvis vi ikke er bevidste om vores demokrati. Og sker det, risikerer vi at miste det,« siger Per Stig Møller.
Nogenlunde samme melding kommer fra Bertel Haarder. Han mener, at hver eneste generation risikerer at miste demokratiet, fordi man ikke er bevidst om vigtigheden af det.
Religiøs fanatisme
»Historien viser, at hver generation har brug for at genopdage demokratiet. Vi så i 30erne og i 70erne, hvordan helt fundamentale demokratiske grundbegreber nærmest gik i glemmebogen blandt unge og intellektuelle. Dengang var det nazismen og senere kommunismen og marxismen, der var en trussel. I de kommende år er udfordringen religiøs fanatisme, hvor der jo er mennesker, der mener at religion står over politik, og dermed over demokratiet. Derfor er det oplagt, at vi skaber bevidsthed om demokratiets historie, dets grundbegreber og dets kernetekster,« siger Bertel Haarder.
Muhammed-krisen
Han mener, at det hele kom til at stå meget klart efter Muhammed-krisen.
»Den gjorde det klart for alle, at der er nogle folk i verden, der har indrettet sig anderledes end os. Og det skal vi respektere. Vi accepterer, at andre lande er forskellige, og at deres borgere kommer her og skal have så meget frihed som muligt. Men de skal ikke lave om på Danmark. De har i øvrigt nøjagtig den samme konklusion i Tyskland, hvor debatten også kører,« siger Bertel Haarder.
Kan man sige, at det er et forsøg på at fremtidssikre demokratiet?
»Ja, det kan man da. Demokratiet står og falder med borgernes kærlighed og borgernes stædighed. Altså stædighed til at holde fast i demokratiets grundprincipper. F.eks. princippet om, at man kan være uenig med en person, men man vil kæmpe for den persons ret til at have sin mening. Det er det, der hedder frisind,« siger han.
Både Bertel Haarder og Per Stig Møller begiver sig med stor autoritet ud i teoretiske analyser af, hvad kanonudvalget skal arbejde med.
Demokratiets rødder
Forklaringer om flertalsstyrets rødder i det gamle Athen. Om menneskerettighedernes rødder i de kristne forstillinger om alle menneskers værd. Om de vestlige forfatningers rødder i Montes-quieus magtdelingslære om den lovgivende, udøvende, og dømmende magt. Om »Magna Carta« den britiske håndfæstning fra 1215 som sikrede et minimum af lov og ret. Om den amerikanske uafhængighedserklæring og grundlov. Om den danske grundlov fra 1848, systemskiftet til parlamentarisme i 1901 og om Grundtvig, der i 1834 skrev til kongen om, hvordan han kunne få fred ved at lade mindretallene i statskirken få frihed.
Hvad skal den almindelige dansker bruge en demokratikanon til?
»Vi har jo en dyb tradition for folkeoplysning her i landet. Tænk på, hvad FOF og AOF fylder deres kursusprogrammer med. Det er ganske almindelige danskere, der gerne vil have mere at vide. Jeg forestiller mig, at det skal bruges til folkeoplysning og undervisning,« siger Per Stig Møller.
Gang i debatten
Bertel Haarder håber, at arbejdet vil sætte gang i debatten.
»Hvis det her giver lige så meget debat som historiekanonen, så bliver jeg glad. Der var det ene indlæg efter det andet med folk, som var uenige i, hvad der var med, og hvad der ikke var med. Men det viste jo, at folk engagerede sig i det. Og de købte jo hele idéen om at lave en kanon,« siger Bertel Haarder.
Primetime for Diversity: Journalism in a Troubled World, Tentative agenda, 4-5 June
Bare tittelen på artikkelen i Berlingske er temmelig utenkelig i Aftenposten:
Demokratiet står og falder med borgernes kærlighed
Siden demokratiet er en vestlig oppfinnelse, skulle man tro at dets fundament er den vestlige sivilisasjon i sin alminnelighet, som er et barn av gresk filosofi, romerrett og kristendom.
En kanon kunne derfor begynne med Herodot, Thykudid, Platon, Aristoteles, Tacitus, Plutark, Cicero og evangeliene.
Så burde man innom Magna Carta, og siden forfattere som Locke, Mill, Tocqueville, Machiavelli, Bacon og Smith, innen man kommer til uavhengighetserklæringen og USAs grunnlov.
Man skulle tro at mesteparten av dette forelå på dansk, så Per Stig Møller kan bare ta veien til de mest støvete krokene på biblioteket.
Det som slår med med Christian Skaug sin liste er at omtrent hele gjengen med mulig unntak av John Stuart Mill er godt plantet på høyresiden. Verdier som USA sin grunnlov er nettopp verdier som kun representerer en del av den vestlige kultur. De naturgitte rettighetene er amerikansk kultur, ikke europeisk. I Europa ble det tullballet stort sett forkastet til fordel for utilitaristisk tankegang på attenhundretallet.
Faktisk, så kan man spørre seg om USA sin grunnlov og John Locke har så grusomt mye med demokrati å gjøre. De naturgitte rettigheten er jo så begrensende på hvilken politikk som kan gjennomføres, at man ikke lenger snakker om demokrati men en republikk. USA var tenkt som en republikk, ikke som et demokrati.
PeeWee kan kanskje supplere med hva han mener kan høre inn under begrepet "Demokratiets kanon".
Eller er ha n bare et troll.
Jeg synes at det er helt naturlig å inkludere Jeremy Bentham, Roussau samt representanter for sosialliberalismen, sosialdemokratiet, konservatismen samt kristeligdemokratiet. Kristeligdemokratiet er jo den mest demokratiske bevegelse i vestens historie.
Uansett,så er mine innsigelser mot de tenkerne som demokratiske like gyldige. Adam Smith skrev vel i bunn og grunn ikke noe særlig om politisk regime i det hele tatt, han var mer etiker og økonom. Andre av de tenkerne var også skeptisk til demokratiet fordi de mente det kunne føre til "mobbstyre". Slik sett omfavnet utilitaristene demokratiet i mye større grad enn de liberale tenkerne. En liberalist som derimot er svært interessant når det gjelder demokrati er Schumpeter. En annen viktig tenker for vesten er Max Weber. Selv om Marx var antidemokrat, så har allikevel hans tenkning påvirket vår tenkning på andre områder enn det rent politiske. Man skal være ganske fanatisk blåkonservativ for å fornekte at materielle og økonomiske faktorer påvirker tenkningen i våre dager. Andre tenkere som har bidratt til teorier om demokratiet er folk som Jürgen Habermas og John Rawls.
Listen til Christian Skaug er mer republikansk enn demokratisk.
Jeg er temmelig sikker på at de aller fleste i både USA, Frankrike og en rekke andre vestlige republikker er temmelig uenige med PeeWee sine definisjoner av demokrati.
Nuvel, kanskje han har rett og alle vi andre tar feil.
Så det å ha et system hvor man kan velge fritt, men representantene kan kun gjennomføre en politikk som overholder libertarianske prinsipp, er demokrati? Dette er jo mye av samme systemet som i Iran. Man har valg hvor man kan velge ulike representanter, men det er allikevel samme politikk som blir gjennomført allikevel.
Det er ingen motsetning mellom å være republikk og å være demokrati, tvertimot. Observasjoner burde bekrefte dét.
En drøfting omkring demokratiet burde i det hele tatt begynne med å ta en titt rundt omkring i verden og se hva slags demokratier vi har, hvor lenge de har vart, og hvordan de har vært i stand til å motstå totalitære tendenser.
Hvilke abstrakte tanker en måtte ha om ideelle demokratier som aldri har sett dagens lys, blir en mer unyttig akademisk øvelse i virkelighetsfjern teori.
Noe som slår en er at de aller fleste demokratier som fortjener benevnelsen er nettopp konstitusjonelle sådanne, dvs. at det er begrensninger på hva styresmaktene kan foreta seg, nettopp for å unngå "mobbestyre". For hva annet kan folkestyre mer enn annet innebære, om det ikke er at folk i størst mulig grad bestemmer over egne liv?
Videre viste de nybakte demokratiene seg på denne siden av Atlanteren lite robuste overfor totalitære systemer, som det nettopp var de anglo-amerikanske demokratiene som i første rekke bekjempet.
Når en videre tar i betraktning at USA er det landet som har hatt et av de lengstvarende uavbrutte demokratier i historien, blir det ganske opplagt at USAs ofte etterlignede grunnlov har alt med demokratiet å gjøre.
At det skulle være mulig å komme utenom Locke, en mann som skrev om likhet for loven hundre år før den franske revolusjon, kan jeg ikke med min beste vilje se.
For øvrig nevnte jeg Smith blant annet fordi han såvidt jeg vet var den første til å skrive om de materielle og økonomiske faktorene PeeWee er inne på, samt at det må være mulig å leve av sin lønn (On the wages of labour, kapittel VIII i bok 1 i Wealth of Nations); han skrev det i alle fall lenge før Marx ble satt til verden.
Men Marx kan godt være med i en kanon som eksempel på hvordan det ikke skal gjøres.
Der findes allerede en dansk demokrati-kanon, sammensat af medlemmer af Trykkefrihedsselskabet.
Den omfatter udelukkende særlige danske kilder til vor demokratiforståelse, men det er klart, at de klassiske, fælles-europæiske selvfølgelig ligger som et fundament herunder.
Jeg er sikker på, at en tilsvarende specifikt NORSK demokratikanon kunne sammensættes. Hvordan ville den mon se ud?
Herunder en længe til den danske demokrati-kanon:
http://www.sappho.dk/DemokratiKanon/indhold.html
Det at USA har hatt demokrati så lenge skyldes nok andre faktorer enn grunnloven. Det skyldes nok heller at USA ikke hadde den problematiske ballasten som europeiske land måtte dra med. Det skal dog nevnes at det amerikanske demokratiet feilet på 1860-tallet når det kom til et brudd mellom nord og sørstatene.
Det er helt greit å ha konstitusjonelle begrensninger, men de må ikke være for sterke. Nå skal det jo nevnes at et annet veldig solid demokrati, Storbritannia, ikke har noen formell konstitusjon på samme måte. Slik sett tilhører de anglosaksiske land ytterkantene på det området om grunnlov. Det skulle vise at stabiliteten i USA skyldes kultur og historie i større grad enn grunnloven som sådan. Problemet i USA er at når ma har så sterke konstitusjonelle begrensninger om eiendomsretten, så begynner man å nærme seg en situasjon hvor demokratiet begynner å nærme seg samme nivå som Iran. Når man går til John Locke, så går man til en situasjon hvor beskyttelsen av negative rettigheter er så sterkt, at man i realiteten ikke har noe demokrati.
I denne betydning er demokrati og republikk litt forskjellig. Demokrati betyr folkestyre mens republikk betyr at man kan bestemme hvem som skal herske. Man kan derfor ha en republikk uten at folket har noen reell innflytelse på hvordan landet faktisk skal styres. Det å ha rettigheter betyr ikke automatisk at man kan bestemme over eget liv, fordi man faktisk trenger mer enn fravær fra tvang til å bestemme over eget liv i et samfunn med arbeidsdeling. Liberal teori som hevder noe annet er rett og slett utdatert.
Adam Smith skrev om det materielle, men så ikke på det materielle som noe som direkte skapte og påvirket tenkningen i samme grad som marxistene.
Når det gjelder de skjøre demokratiet på kontinentet, så kunne ikke de regnes som konsoliderte når de brøt sammen. Det man derimot ser er at de kontinentale land er solide demokratier når de først får etablert seg. Det var i stor grad de krefter som var igjen fra keiserdømmet som felte det gryende demokratiet i Tyskland. Det skal også nevnes at det var høyrefløyen som felte demokratiene i Tyskland, Italia og Spania. Ser man på valgstatistikk, så blir det helt åpenbart at det var borgerlige velgere, med et svært nevneverdig unntak av kristeligdemokratene, som støtte det voksende nazipartiet. Det som viser seg som en trussel mot demokratiet er jo nettopp at høyresiden mener at eiendomsretten er viktigere enn demokratiet, og derfor mener at det er greit å bruke vold mot demokratisk valgte regimer som ikke har samme overdrevne respekt for den.
Her ble det for mye tøv på en gang til at det er mulig å forholde seg til alt på fem minutter, men at US og UK skulle representere ytterpunktene på en slags skala tar vel kaka.
Det er riktig at UK ikke har ett dokument som kalles grunnlov, men Magna Carta (og andre dokumenter) var ikke desto mindre en modell for den rettighetstankegang som senere har gjort seg gjeldende i begge land, og var en inspirasjonskilde for US Bill of Rights.
Amerikansk rettstradisjon har i det hele tatt en uhyre sterk forankring i den britiske, og praktisk talt hele anglosfæren har fortsatt common law-systemet til felles.
Britene har aldri hatt for vane å skrive ned de sedvaner og konvensjoner som man gjennom tidens løp likevel i praksis er blitt enige om, og en grunnlov ville måtte erstatte en rekke andre lover og kodifisere en rekke sedvaner som samlet sett i praksis har samme funksjon.
US startet med blanke ark, og kunne derfor tillate seg den luksus å kodifisere grunnloven som ett enkelt dokument uten å måtte foreta et helvetes opprydningsarbeid. De har derfor nedskrevet begrensninger i hva staten kan foreta seg som britene ikke har nedskrevet, men britisk sedvane er uansett av samme art. Den forskjellen er derfor av formell, eller snarere formalistisk art heller enn substansiell.
Det er sannelig forskjeller mellom UK og US. De nasjonaliseringer Labour drev med i etterkrigstiden hadde ma hevdet var mot grunnloven om de hadde blitt forsøkt i USA.
Det juridiske systemet i uk er uhyre komplisert, noe som gjør det til god advokatmat. Ute på Hebridene er det fortsatt noen gamle vikinglover i kraft(husker ikke detaljene i farta, men husker jeg leste en papirartikkel i The Scotsman om hvilke virkninger dette hadde på praktiske ting som hvem svaner drept av kraftledninger tilhørte.)
En skotsk pubkompis fortalte et eksempel relatert til hvem hvis faste installasjoner skulle skattes til. Moloer og kaianlegg f.eks., det landet som stikker over flomålet tilhører den den lokale kommunen, og er skattepliktig dit, mens det som hører til under fjæramålet tilhører Kronen, og skatter dit.
Den norrøne påvirkningen har gitt spor etter seg, ikke bare i språket, men også i de juridiske uttrykkene, sånn som "Bye Law", det som tilsvarer våre kommunale vedtekter:
http://en.wikipedia.org/wiki/Bye_law
Opprinnelsen til ordet lagmann:
http://en.wikipedia.org/wiki/Viking_laws#Norway
Det slår meg at folk på Hebridene og Shetland antakelig er mer bevisste på og stolte over den norrøne kulturarven enn vi er her hjemme på berget.
Egil B: Det har sin naturlige forklaring:)
Husk at det her er de øyene som tilhørte Norge en gang, fram til slaget ved Largs, hvor vi mistet kontrollen med Vestøyene. Er vel ikke urimelig at de føler et visst slektskap med forfedrene sine?
Butikkvinduene i Lerwick på Shetland dekoreres med to typer flagg: ikke Union Jack; ikke det engelske; ikke det skotske; men det norske og det shetlandske. Det er ganske rørende at de etter 800 år fortsatt identifiserer seg så sterkt med Norge.
Det slå meg dessuten at de gamle norrøne koloniene Hebridene, Orkenøyene, Færøyene og Island er omtrent de eneste stedene i Europa som er praktisk talt uberørt av ikke-vestlig innvandring. Så kanske om et par hundre år vil kulturnasjoner som England, Frankrike, Italia og Tyskland ha bukket under for ha bukket under for ikke-vestlig innvanding men gamle norønne bosetninger ute i havgapet fortsatt holder skansen :)
I whiskysjappa i Largs selger de en blended malt med det norske og skotske flagget påtrykt etiketten, side om side.
Det virker som britene er mye flinkere til å hedre sin norrøne arv enn det vi er. Plenty med vikingfestivaler, både i Largs, "Up Helly Aa", og vikingmuseet i vikingbyen York. York er en by jeg angrer på at jeg ikke fikk besøkt mens jeg bodde der, men jeg har prata med flere yorkværinger, og mannfolka derfra ser faen meg ut som vikinger, med diger brystkasse og digert skjegg:)
Kan synes rart at de feirer at forfedrene våre kom og herjet landet deres, blir nesten som å feire at tyskerne okkuperte Norge 1000 år etter, skjønt i det her fallet er de jo å regne som tyskerunger hele gjengen.
Eller som en treffende formulerte det: "Hvorfor feire ektemannen til tipptipptipptippoldemora, han som ble slått ned? Det er jo ikke HAM de stammer fra!":)
Hans Reynolds har skrevet på fin nynorsk om sine reiser i vesterveg:
"Ja, no vil eg fara «i vesterveg»,
no heisar eg seglet i raa!
Eg veit, du i tanken vil fylgje mitt steg
derute - ved havbylgja blaa.
For enn finst det nordmenn paa Orknøya-kyst.
og Norig aa prisa det er dei ei lyst;
skal tru, um me inkje kann knyta eit band
paany med vaar frende i «Torv-Einars» land? "
http://www.porsgrunn.folkebibl.no/bok/reynolds/vesterveg/index.html
På Orkney har man i mange år haft en home-to-Denmark bevægelse, og på Skye på de indre Hebrider støder man hyppigt på stednavne fra den norske tid. Jeg har tilbragt mange af mine ferier i Yorkshire og elsker York og vikingecenteret Jorvik. Men vi har efterhånden også mange festlige og interessante vikingefestivaler og –centre i Danmark, og i Stockholm er der planer om at opføre Nordens største vikingecenter.
Men dette handler jo netop ikke om vikinger og al det, vi forbinder med vore berømte, beundrede og berygtede frihedselskende og kæmpende forfædre. Det handler om underkastelse. Slet og ret. Og nogen begyndte at planlægge den for længe, længe siden.
Jeg har tænkt meget over de forskellige reaktioner i Skandinavien. I USA betragtes alle tre lande som socialistiske. Men nogle er mere socialistiske end andre, og Norge er – undskyld min frimodighed – begyndt at minde om en støvet gammelkommunistisk og selvretfærdig sovjetrepublik, der blev glemt, da ny vinde blæste over Østeuropa.
Men det er ikke det selvbillede, de norske politikere og medier har opbygget og kælet for i de senere årtier.
Norge vil dialog, får vi at vide. Fint. Det ville vi også og kæmper for at opretholde en illusion om i det mindste nogle dialogmuligheder. Foreninger, politikere, konsulenter og privatpersoner kaster sig ud i talrige dialogprojekter og får mange rejser og gode middage ud af det. Der er ikke grænser for, hvor globale de føler sig. Alle taler de om, at det går fint med dialogen.
Men har nogen set dialogen? Den ægte?
Det spørgsmål stilles ofte i den danske debat.
En psykiater svarede for nogle måneder siden desillusioneret i Jyllands-Posten, at dialogen i bedste fald kan bruges til at forhandle om overgivelsesbetingelserne. For os.
At det ikke går godt med jeres mæglinger diverse steder, kan I ikke klandres for. Opgaverne er mere eller mindre umulige. Men det er ikke umuligt at erkende, at det forholder sig sådan.
Norges Nobelkomité satsede på Arafat. Imod enhver fornuft. Arafat blev blåstemplet, og hjælpen til ”Palæstina” fossede ind på hans private konti i Svejts og sikkert også andre steder. Gemalinden og datteren bor vel stadig fast på Ritz i Paris, mens Gaza er ved at gro til i skidt og bukke under for borgerkrig. Norge har tilsyneladende intet lært og sender flere penge, mens resten af Europa ser desillusioneret til. Er man sikker på, at de mange millioner ikke bliver brugt til våben, og at den norske regering ikke drypper af palæstinensisk blod?
Norges Nobelkomité satsede også på Kofi Annan, som dag ud og ind diverterede os med sin fløjlsstemme og så racisme alle vegne. Han havde ikke desto mindre et stort ansvar for, at racismekongressen i Durban blev en stor fiasko, og nu husker vi ham mest for hans veghed og FN-korruptionen i hans embedsperiode – for slet ikke at tale om junior.
Nu er senior slået ind på et nyt spor. Eller er han?
Kofi var her for få dage siden. Han er kommet med i Clintons smagløse pengecirkus, hvor man tager imod alle indbydelser, blot pengene lægges på bordet.
For mindre end et år siden var Bill for eksempel gæstetaler i Frederikshavn, der ikke er meget mere end en fiskerby med lidt over 24.000 indbyggere, og begge optrådte i sidste uge i en sportshal mindre end 20 minutters kørsel herfra. De billigste billetter kostede 1.500 kr., men for de gode skulle man af med 2.500 kr. Og hvis man ønskede at opholde sig i samme rum som Kofi og Bill, da der efter talerne blev serveret en lille forfriskning, måtte man yderligere smide 7.500 kr. i indsamlingsbøssen.
Dvs. at man nemt kom op på 10.000 kr. for at opholde sig i nærheden af Kofi og Bill, der begge talte – ikke overraskende – om sig selv. Det var min avis, der i en leder brugte udtrykket cirkus om den forestilling, og føjede nogle forargede ord til. Men jeg havde allerede tænkt dem, før avisen blev trykt, og det var der sikkert mange, der havde.
Verden vil bedrages og bliver det. Det er ikke de store ånder, der styrer den, og vi har brug for at få mere styr på dem.
Demokratier passer ikke sig selv, når de først er indført, de skal forsvares hver eneste dag, og vore er under et voksende pres. Det må vi før eller siden indrømme.
Her i landet var Muhammedkrisen den helt store øjenåbner, men mange snorksover stadigvæk. Eller er så angste, at de nægter at se virkeligheden i øjnene. Angste for udviklingen og/eller angste for ikke at vise en politisk korrekt facade frem.
Det er islam, der presser os, og hvis vi vil forsvare demokratiet, skal vi ikke regne med at beholde hverken glorie eller rene hænder. Vi må revidere menneskerettighederne, skønt det er os inderligt imod. Og vi må være i stand til at tåle, at vi bliver kaldt nazister, fascister, islamofober og al det andet idiotiske, som ikke mindst jeres debat er så rig på.
Men når der først er gået hul på englene, viser det sig hurtigt, at der kommer nye venner til. Her kommer jeg med et lille hint til en af vore førende skribenter Pia Tafdrups digtsamling ”Når der går hul på en engel”.
Det skal der. Engle er klamme, som vi siger på nudansk, og det er ikke en kompliment.
"Men dette handler jo netop ikke om vikinger og al det, vi forbinder med vore berømte, beundrede og berygtede frihedselskende og kæmpende forfædre. Det handler om underkastelse. Slet og ret. Og nogen begyndte at planlægge den for længe, længe siden. "
Nei, men kanskje vi i vår kulturkamp kan la oss inspirere av våre frihetselskende forfedre, som etablerte de urgamle norrøne rettssystemene, som senere ble en del av britisk rett, inspirerte til Magna Carta, og ledde til rettsprinsipper adoptert av de fleste siviliserte land?
Kanskje jeg skriver en artikkel om emnet etterhvert.....
http://en.wikipedia.org/wiki/Ancient_Norwegian_property_laws
http://www.answers.com/topic/bylaw
http://en.wikipedia.org/wiki/Mula-thing
Opprinnelsen til ordet lagmann:
http://en.wikipedia.org/wiki/%C3%9Eorgn%C3%BDr_the_Lawspeaker
Koblingene mellom norrøn lov og Magna Carta, som la grunnlaget for senere moderne lovsystemer:
http://en.wikipedia.org/wiki/Lawspeaker
"A Lawspeaker (Swedish: lagman, Old Swedish: laghmaþer or laghman, Danish: lagmand, Norwegian: lagmann, Icelandic: lög(sögu)maður, Faroese: løgmaður) is a unique Scandinavian legal office. It has its basis in a common Germanic tradition, where wise men were asked to recite the law, but it was only in Scandinavia that the function evolved into an office."
http://en.wikipedia.org/wiki/Danelaw
http://en.wikipedia.org/wiki/Magna_Carta
Det norske dialogarbeidet er preget av den typiske norske redelsen for sterke følelser, som blant annet kom til uttrykk under avistegnerdebatten. Redselen for å slippe følelsene til, var til å ta og føle på.
Mitt inntrykk var at regjeringen ikke stolte, verken på sin egen befolkning eller muslimene. Man kastet, som gal, olje på vannet.
Selv vil jeg mene at et stabilt demokrati kjennetegnes ved at man tør ta tøffe og svært emosjonelle debatter, blant annet ut fra den holdning at det er bedre at dårlige følelser luftes ut enn at de holdes nede. Uavhenig av hvem som har rett.
Regjeringen fremsto som mannen som påstod han hadde verdens beste havseiler, men han foretrakk likevel alltid å duppe inne i fjordtarmene med underverket sitt.
Instinktiv forstår nordmannen dialogforståelse som lavmælt, tam og utydelig. Jeg vil mene at en dialog godt kan storme friskt i takene.
Jeg gjenkjenner det fra min egen arbeidsplass, som vektelegger "samarbeid", "respekt", "gjensidig toleranse", "ydmykhet" og blablabla. Men alt dette gir i praksis flere assosiasjoner i retning av janteloven enn humanitet. De sterke følelsene, derimot, de får man til gjengjeld ta frem på personalfesten.
For selv i Norge er det lov å være emosjonell, så lenge dette skjer i fylla, så klart. Men da kliner nordmannen til så ettertrykkelig at han angrer seg bittert dagen etter og går lavmælt og beskjemmet rundt til neste rotbløyte.
Jeg tabbet meg totalt ut på den forrige firmafesten, heldgvis var det ingen som merket at jeg var klinke edru....:)
Ante
Ja, følelserne er nok de samme, men kommer til udtryk på forskellig vis. I debatten på Uriasposten i DK har vi i de sidste dage været glade for vores nationale sangskat og har været både tilbage i 1700-tallet, i skæbnestunder mod tyskerne i 1848. Og ditto i 1864 for fulde nationale sejl med langsom færøsk folkemelodi og ord som
Påskeklokken kimed' mildt fra den danske kyst.
Meldte over vande dog om så hård en dyst.
Slutter kreds og står fast alle danske mænd.
Gud, han råder, når vi fange sejr igen.
Den har jeg sunget så tit, at jeg kan den udenad. De fire sidste linier er omkvædet, og det er godt på vej til at være aktuelt igen.
I DK har vi nok lidt kortere vej til følelserne, skønt vi faktisk også er meget blufærdige og gerne vil pakke dem ind i satire og lidt sjov. Det er en af de nationale koder, der ofte misforstås.
Al det der med berigelse og blablabla er efterhånden så latterliggjort, at man selv bliver til latter, hvis begynder på den slags. På Uriasposten underskriver jeg mig konsekvent (islamofob), for så er andre fri for at kalde mig det. Den vane har dannet mode, og nu er der ikke mere nogen, der skælder os ud for at være islamofobe. Luften er gået af ballonen, og det gjorde aldrig ondt.
Her kommer et digt af Piet Hein, som Thomas Bolding Hansen nedskrev forleden aften. Det er ikke alle vers, der er med, har han oplyst. Smukt, ikke? Det må også ramme noget hos nordmænd, vil jeg tro.
Den lyse nat - det klare hvælv
som møder os i mindet
Den er et tegn for Danmark selv
dets åbenhed i sindet.
Den stille sne - den hvide fred
omkring vor barndoms banke
Den er et træk vi kendes ved
en svalhed i vor tanke.
Det åbne sind, den svale ro
så god en arv at gi os.
De bar os vidt. Vi blev dem tro.
De to er Danmark i os.
Hvor fjernt omkring vor kurs er sat,
vi lyder Danmarks stemme,
for sneen og den lyse nat
Dem kan vi aldrig glemme.
BenCruachan
Ja, du har ret, vikingerne er stadig en god inspiration, og jeg kan godt forstå, at du interesserer dig for de nævnte emner.
Det gammeldanske ord for lov i betydningen lovområde/jurisdiktion er lagh, og det indgår i ordet Danelagen, som man kaldte det engelske område, hvor mange danske vikinger bosatte sig, og som derfor fik en administration og ret med dansk præg.
Området kaldtes også Danelaw.
Danelagen udgjorde en stor del af det nuværende England
Jeg har aldrig tænkt på, at der er en kobling mellem gammel norrøn lov og Magna Charta. Det er vældig interessant, for Magna Charta er jo virkelig noget helt særligt i historien.
Hvis vi tænker på vikingerne i Normandiet, som var både norske og danske - Rollos nationalitet bliver vi nok aldrig enige om - viste det sig hurtigt, at de formåede at skabe en helt usædvanlig moderne og velordnet stat, der meget vel kan have haft noget med de oprindelige hjemlandes retsbevidsthed at gøre.