Stasis gamle hovedkvarter i Sachsen er fylt til bristepunktet på en litterær begivenhet: den polskfødte, tysk-jødiske journalisten Henryk M. Broder skal lese høyt fra sitt hardtslående essay “Hurra, vi kapitulerer”. Den handler om reaksjonene på karikatur-striden og islamistiske utpressinger og trusler mot et Vesten som gir etter.
Boken har i månedsvis ligget på bestselgerlister, og den fortsetter å selge. Selv kaller Broder seg “Dirty Henryk”, og er det politisk korrektes mareritt:
Jeg skulle have været terrorist, men jeg manglede trangen til at hævne mig på samfundet… Da jeg ikke blev terrorist, var der ikke andet at gøre end at blive journalist. Det er ikke et agtet erhverv, det rangerer endda under terroristens.
En terrorist kan regne med samfundets forståelse, han kan regne med, at han ikke blot får læst sine rettigheder op, når han bliver arresteret, men at der omgående anstilles betragtninger over hans motiver: hvorfor han ikke kunne handle anderledes, og hvorfor det ikke er ham, men samfundet der er ansvarlig for hans handlinger.
Broder erklærer at han er misunnelig på terrorister. Ikke bare på grunn av oppmerksomheten de får, men for de idealistiske motivene de stadig blir tillagt: Hvis en mann stjeler en bil, kjører ned og dreper et annet menneske – da er han en forbryter. Men stjeler han en buss, sprenger seg selv og de andre passasjerene i luften – da er han en martyr; et ydmyket og fortvilet menneske som ikke hadde noe annet valg.
Og det Broder misunner terroristene mest er respekten det etablerte samfunn utviser overfor dem. For når terroristene først har bevist hva de er i stand til, så ankommer ekspertene og forklarer at man ikke må provosere dem ytterligere. I stedet må man snakke med dem, forhandle og inngå kompromisser, og på den måten hjelpe dem med å ikke tape ansikt. Bare slik kan man bringe terroristene til fornuft og således forhindre enda verre ting.
Dirty Henryks poenger slynges ut som piskesmell – den tilstedeværende forsamlingen ler og grøsser om hverandre: at han i det hele tatt våger å si noe slikt!
Budskapet i “Hurra, vi kapitulerer” er at Europa lider av panikkangst, og derfor har slått inn på samme skjebnesvangre politikk som Chamberlain brukte overfor Hitlers Tyskland:
Den islamiske fjende er lige så totalitær som nazismen og lige så bevidst om at udnytte enhver svaghed og blottelse hos europæerne, der stikker halen mellem benene og overlader det til amerikanerne og israelerne at bekæmpe terroren.
Alle oppfordringer til “dialog mellom kulturene” anser Broder som en innholdsløs frase: dialogen skal dekke over det faktum at det utelukkende er Vesten som skamfullt unnskylder og gir etter, mens den arabiske verden frådende krever nye innrømmelser.
Neste opplag av boken skal utgis med blanke sider, sier han, som leserne selv skal fylle ut. Begivenhetene skyter i følge forfatteren fart, og presset på Vesten øker. Han nevner i den forbindelse pavens tale i Regensburg, den avlyste oppføringen av Mozarts “Idomeneo” i Berlin og en domstolsavgjørelse fra Frankfurt hvor en marokkansk kvinne ble nektet skilsmisse pga hustruvold med henvisning til at volden er en godkjent form for tuktelse i shariaen.
Broder er poengenes, ikke nyansenes mann. Han er langt fra populær hos alle. En tilskuer anklager ham for å ikke skjelne mellom islam og islamisme, og forlater deretter salen hurtig. Tilbakevisningen av anklagen kommer kontant:
- Måske skal han til et seminar om logisk bevisførelse, foreslår Broder og forklarer, at islam og islamisme hænger sammen ligesom alkohol og alkoholisme: – Når det indtages i små mængder er det tåleligt og stimulerende, men i større mængder er det farligt og skadeligt, fordi bevidstheden bliver omtåget. Derfor taler man også om ‚alkoholmisbrug‘. Det ser ud til, at det i begge tilfælde handler om at finde den rette dosering.
Da RAF bombede og bortførte i Vesttyskland i 70erne, var der jo heller ingen, der skelnede subtilt mellem »terror« og »terrorisme«, påpeger han
“Hurra, vi kapitulerer” hyller forøvrig den danske skatterådgiver Mogens Glistrup for hans fremsynthet, da han i sin tid provoserte Danmark ved å ville erstatte militæret med en telefonsvarer hvis beskjed skulle lyde “Vi overgir oss” på russisk.
Det er en god idè, mener Broder, men den kom 30 år for tidlig. Nå er derimot tiden kommet for å spille inn beskjeden på telefonsvareren – denne gangen på arabisk.
Fra Weekendavisen nr. 16 10-26 april 2007. Artikkelen er skrevet av Weekendavisens Lars Christiansen, og er sub only.
No related posts.