Inn i det nye år

Hans Rustad

31.12.2006 kl. 17.21

I det nye året vil det bli enda tydeligere at “vi” lever i forskjellige verdener mentalt. De fleste – de med definisjonsmakt – beveger seg fortsatt i en “normal” verden, og føler seg overbevist om at den vil fortsette ufortrødent. Verden endres, men ikke på noen radikal måte. Jeg tenker på tilliten i aksjemarkedet, boligprisene og det diffuse offentlige rom: Over alt hersker tillit.

Er det grunnlag for det? Veldig mange kjegler på bordet er slått over ende, og/eller befinner seg i bevegelse: Hele Midtøsten, energimarkedet som gir en enorm boost til Irans stormaktsambisjoner og til et autoritært Russland, hvor noen av de verste trekkene fra fortiden kles i Sopranos-drakt. I Norge var fusjonen Hydro/Statoil en påminnelse om at våre ledere er villige til radikale trekk, direkte inspirert av Gazprom og Putin. Hverken Kina eller Russland ser ut til å være villig til å innta rollen som garantist for en forutsigbar verden. Tenk bare på Iran og Darfur.

De såkalt BRIC-landene, Brasil, Russland, India og Kina, har andre agendaer enn å passe på verdensordenen: Den jobben overlates fortsatt til USA.

Derfor er den såkalte krigen mot terror blitt et prosjekt som USA driver mer eller mindre alene. Det finnes et politi- og justissamarbeid, men den store diskusjonen om hva vi står for og hva kampen gjelder, er uteblitt.

Det gjelder i særlig grad Europa, hvor jeg fornemmer en stor tomhet. Vi dekker oss bak en mur av materiell velferd. Det er stort gap mellom Europas rike kulturarv og den stusselige, lunkne EU-patosen. Er det noen som vil dø for euroen?

Noen er villige til å dø, men det er for islam og Allah. Det er europeernes store problem, at troen igjen spiller en aktiv rolle i samfunnet. Jeg leser stadig artikler der kjente personer går inn for at religionen må få en større plass i det offentlige rom. Dette er en måte å komme muslimer i møte på. Jeg tror vi vil få høre mer til slike toner i det nye året.

Møtet mellom europeere og muslimer må bli smertefullt. For begge parter. For muslimer er det smertefullt å møte et sekulært samfunn, og kjenne angsten for at de også må godta at religion ikke har noe i det offentlige rom å gjøre. Man er først borger, så troende. Lovene lages av mennesker, ikke av Gud. For europeere blir det smertefullt å erkjenne at den troen de trodde de hadde vennet seg av med eller lagt bak seg, nå vender tilbake med full kraft, i form av en førmoderne religion.

Europeerne må finne ut hva de står for, hva som er verdt å kjempe for. Den bevegelsen er begynt i det små. Det er viktig at den ikke blir et ytterliggående høyrefenomen, men blir en bekreftelse på det beste i Europas kultur. Det er også viktig at den har en åndelig dimensjon, for dette handler om selve grunnlaget for vår kultur.

Godt nytt år!

Lars

Et Godt nytt år til deg også Hans, og til alle leserne av document.no!

Mange takk til deg, og til andre bidragsytere for å ha lagt ned en stor innsats i året som har gått.

Nyt snapsen med måte,

Lars.
Lars

Ønsker deg et godt nytt år også Hans!

Vil også benytte anledningen til å takke deg for å ha lagt ned
en kjempe innsats i året som har gått.

Keep it up, og nyt snapsen med måte.

Cheers,

Lars.
Bjørgulv Braanen

Godt nytt år, Hans.

Bjørgulv
Eirik

Det er i tider som disse at man kunne ønske at vår hovedstad ennå var København, og at Margrethe var vår monark. Det er slående forskjeller i nyttårstalene:

Hendes Majestæt Dronningens nytårstale 2006
Statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale 2007

H.M. Kongens nyttårstale 2006
Statsminister Jens Stoltenbergs nyttårstale 2007

Europeerne må finne ut hva de står for, hva som er verdt å kjempe for skriver Hans. Det samme sier såvel Margrethe som Fogh Rasmussen nærmest ordrett i sine taler.

Utdrag fra Fogh Rasmussens:
I går tog vi afsked med 2006. Et år, som vi længe vil huske for de dramatiske billeder af voldelige demonstrationer mod Danmark i en række muslimske lande. Det gjorde et stærkt indtryk på os alle at se Dannebrog blive brændt, at se danske ambassader i flammer, at høre og se truslerne mod Danmark og danskere.

Det er så uvant for os. Mange følte sig utrygge, ja bange, for volden og aggressionen.

Og de fleste havde svært ved at forstå, at 12 tegninger i en avis kunne udløse så meget raseri.

Det var nogle svære uger for Danmark. Meget stod på spil. Men vi klarede os igennem. Ikke mindst fordi vi stod sammen, da det gjaldt.

I dag står der respekt om Danmark. Fordi vi stod fast, da vore grundlæggende værdier kom under pres. Vi stod vagt om ytringsfriheden, som er den mest kostbare frihedsrettighed, vi har.

Retten til frit at offentliggøre sine tanker i tale, i tekst, i tegninger,
- retten til frit at meddele sine tanker med alvor og humor, med seriøsitet og satire, med kendsgerninger og karikaturer,
- retten til frit at tale de politiske magthavere, de religiøse autoriteter og de hævdvundne tankesæt midt imod,
Det er kernen i folkestyret.
Og det er drivkraften for oplysning, uddannelse og udvikling.

Det er ytringsfriheden, som har skabt fremskridt i Danmark, i Europa og andre af verdens frie samfund.

Det er den frihed, som totalitære kræfter prøver at begrænse.

Vi har hver især et ansvar for at forvalte ytringsfriheden på en sådan måde, at vi ikke opildner til vold og had.

Men vi har også et ansvar for ikke at føje alverdens autoritære i deres krav til, hvad vi må tegne og tale om.

Et ansvar for at forblive tro mod os selv og de værdier, der har skabt frihed, fred og fremgang i vor del af verden.

Og dermed også støtte de millioner af mennesker over hele verden, der ønsker de samme frihedsrettigheder.

Utdrag fra Margrethes:
Det år, der nu er gået, blev på mange måder ganske usædvanligt for vort land.

Vi i Danmark er stolte af vort land og af, hvad danskere i nutid og fortid har bedrevet, selvom vi gerne forsøger at lægge lidt ironisk afstand til vores selvbegejstring. Vi er slet ikke kede af at gøre os bemærket som nation og modtager med glæde ros og opmærksomhed, og vi er ikke uvant med at blive holdt frem som et godt eksempel; men pludselig at blive genstand for ophidselse og vrede er ikke noget, vi er vant til, endsige forventer.

Ethvert land, ethvert folk er præget af sin kultur og sin historie. Det præg bærer ethvert menneske med sig, hvad enten han eller hun forbliver hjemme eller rejser ud i verden, måske for at slå sig ned et helt nyt sted. Dér, på det nye sted, måske i en helt anden verdensdel, vil den tilrejsende møde et nyt land og et andet samfund, betinget af netop det lands beliggenhed og historie, dets kultur og dets skikke. Også det land og den befolkning, som modtager de tilrejste, vil få helt nye oplevelser at forholde sig til. Det har vi her i Danmark også måttet erfare. For vel har vi altid vidst, at verden er stor, men det er, når den træder indenfor hos os selv, at vi må indse, hvor mangfoldig den er, og hvor anderledes skikke og livsformer kan være.

At slå sig ned på et nyt sted er krævende; det fordrer, at man gør sig store anstrengelser for at lære det nye at kende, for at tilegne sig sproget og leve sig ind i årets rytme og dagligdagens gang. Der bliver sat nye rammer for ens tilværelse, og det vil også vise sig, at der er vaner og skikke, man må forandre eller endog lægge helt fra sig. Ingen bør forvente, at den, der kommer til et nyt sted, et fremmed land, straks skal kaste alt sit arvede gods over bord, som om det var overflødigt. Det ville let føre til, at man blev rodløs for alvor. Skal et træ plantes om, må det have et godt rodnet fra starten, så vil det også kunne suge næring til sig på sit nye sted og vokse og trives.

Her i Danmark vil vi helst, at alt kan forløbe gnidningsfrit, at problemerne, hvis de melder sig, skal løse sig af sig selv; for vi synes jo, at det, som falder os naturligt, også må være det for alle andre. Så enkelt er det bare ikke. Vi begynder at indse, at vi selv må forstå og gøre os umage for at forklare, hvad det er for nogle værdier, vort samfund bygger på, sådan at de, der endnu ikke har slået dybe rødder i Danmark, kan finde plads og finde sig til rette inden for det samfund, hvis medborgere de er blevet. Det forgangne år har nok lært os et og andet, ikke mindst om os selv. Vi véd nu bedre, hvad vi står for, hvor vi hverken vil eller kan give køb.
Eirik

Det er i tider som disse at man kunne ønske at vår hovedstad ennå var København, og at Margrethe var vår monark… Det er slående forskjeller i nyttårstalene:

Hendes Majestæt Dronningens nytårstale 2006
Statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale 2007

H.M. Kongens nyttårstale 2006
Statsminister Jens Stoltenbergs nyttårstale 2007

“Europeerne må finne ut hva de står for, hva som er verdt å kjempe for” skriver Hans. Det samme sier såvel Margrethe som Fogh Rasmussen nærmest ordrett i sine taler.

Utdrag fra Fogh Rasmussens tale:

“I går tog vi afsked med 2006. Et år, som vi længe vil huske for de dramatiske billeder af voldelige demonstrationer mod Danmark i en række muslimske lande. Det gjorde et stærkt indtryk på os alle at se Dannebrog blive brændt, at se danske ambassader i flammer, at høre og se truslerne mod Danmark og danskere.

Det er så uvant for os. Mange følte sig utrygge, ja bange, for volden og aggressionen.

Og de fleste havde svært ved at forstå, at 12 tegninger i en avis kunne udløse så meget raseri.

Det var nogle svære uger for Danmark. Meget stod på spil. Men vi klarede os igennem. Ikke mindst fordi vi stod sammen, da det gjaldt.

I dag står der respekt om Danmark. Fordi vi stod fast, da vore grundlæggende værdier kom under pres. Vi stod vagt om ytringsfriheden, som er den mest kostbare frihedsrettighed, vi har.

Retten til frit at offentliggøre sine tanker i tale, i tekst, i tegninger,
- retten til frit at meddele sine tanker med alvor og humor, med seriøsitet og satire, med kendsgerninger og karikaturer,
- retten til frit at tale de politiske magthavere, de religiøse autoriteter og de hævdvundne tankesæt midt imod,
Det er kernen i folkestyret.
Og det er drivkraften for oplysning, uddannelse og udvikling.

Det er ytringsfriheden, som har skabt fremskridt i Danmark, i Europa og andre af verdens frie samfund.

Det er den frihed, som totalitære kræfter prøver at begrænse.

Vi har hver især et ansvar for at forvalte ytringsfriheden på en sådan måde, at vi ikke opildner til vold og had.

Men vi har også et ansvar for ikke at føje alverdens autoritære i deres krav til, hvad vi må tegne og tale om.

Et ansvar for at forblive tro mod os selv og de værdier, der har skabt frihed, fred og fremgang i vor del af verden.

Og dermed også støtte de millioner af mennesker over hele verden, der ønsker de samme frihedsrettigheder.”

Utdrag fra Dronning Margrethes tale:

“Det år, der nu er gået, blev på mange måder ganske usædvanligt for vort land.

Vi i Danmark er stolte af vort land og af, hvad danskere i nutid og fortid har bedrevet, selvom vi gerne forsøger at lægge lidt ironisk afstand til vores selvbegejstring. Vi er slet ikke kede af at gøre os bemærket som nation og modtager med glæde ros og opmærksomhed, og vi er ikke uvant med at blive holdt frem som et godt eksempel; men pludselig at blive genstand for ophidselse og vrede er ikke noget, vi er vant til, endsige forventer.

Ethvert land, ethvert folk er præget af sin kultur og sin historie. Det præg bærer ethvert menneske med sig, hvad enten han eller hun forbliver hjemme eller rejser ud i verden, måske for at slå sig ned et helt nyt sted. Dér, på det nye sted, måske i en helt anden verdensdel, vil den tilrejsende møde et nyt land og et andet samfund, betinget af netop det lands beliggenhed og historie, dets kultur og dets skikke. Også det land og den befolkning, som modtager de tilrejste, vil få helt nye oplevelser at forholde sig til. Det har vi her i Danmark også måttet erfare. For vel har vi altid vidst, at verden er stor, men det er, når den træder indenfor hos os selv, at vi må indse, hvor mangfoldig den er, og hvor anderledes skikke og livsformer kan være.

At slå sig ned på et nyt sted er krævende; det fordrer, at man gør sig store anstrengelser for at lære det nye at kende, for at tilegne sig sproget og leve sig ind i årets rytme og dagligdagens gang. Der bliver sat nye rammer for ens tilværelse, og det vil også vise sig, at der er vaner og skikke, man må forandre eller endog lægge helt fra sig. Ingen bør forvente, at den, der kommer til et nyt sted, et fremmed land, straks skal kaste alt sit arvede gods over bord, som om det var overflødigt. Det ville let føre til, at man blev rodløs for alvor. Skal et træ plantes om, må det have et godt rodnet fra starten, så vil det også kunne suge næring til sig på sit nye sted og vokse og trives.

Her i Danmark vil vi helst, at alt kan forløbe gnidningsfrit, at problemerne, hvis de melder sig, skal løse sig af sig selv; for vi synes jo, at det, som falder os naturligt, også må være det for alle andre. Så enkelt er det bare ikke. Vi begynder at indse, at vi selv må forstå og gøre os umage for at forklare, hvad det er for nogle værdier, vort samfund bygger på, sådan at de, der endnu ikke har slået dybe rødder i Danmark, kan finde plads og finde sig til rette inden for det samfund, hvis medborgere de er blevet. Det forgangne år har nok lært os et og andet, ikke mindst om os selv. Vi véd nu bedre, hvad vi står for, hvor vi hverken vil eller kan give køb.”